23948sdkhjf

Danske rådgivere vinder norsk milliardprojekt

Et milliardstort anlægsprojekt med dansk deltagelse skal optimere jernbaneforbindelserne i Sydøstnorge.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har sammen med det norske rådgiverfirma Dr. Techn. Olav Olsen vundet opgaven for entreprenørkonsortiet MossIA ANS med at opgradere strækningen Sandbukta-Moss-Såstad.

Totalentreprisen inklusiv rådgiverydelser har en samlet værdi på 6,3 mia. norske kr. (knap 4,5 mia. kr.) og indeholder blandt andet 10,3 km nyt dobbeltspor, hvoraf fem km er i tunnel samt en ny station i Moss.

Strækningen, kaldet SMS 2A, skal forbedre kapaciteten for både passagerer og fragt og give bedre togrejser for folk, der bor på Østlandet.

Norge investerer massivt

At Danmarks tredjestørste rådgivervirksomhed Niras har vundet et nyt stort bane-, tunnel- og stationsprojekt i Moss i det sydøstlige Norge, er en udløber af en meget bevidst norsk regeringsstrategi for infrastruktur.

Den norske regering vedtog i 2017 en ambitiøs plan om at investere for cirka 855 mia. kr. frem mod 2029 i veje, jernbaner, broer, tunneler og havne.

Det er baggrunden for, at danske Aarsleff Rail har købt det norske selskab Banedrift AS, som udfører vedligehold, om- og nybygning af banestrækninger i Norge.

29. juni 2020 skrev vi her i Licitationen, at Aarsleff Rail A/S havde vundet kontrakt med det statslige norske jernbaneselskab Bane NOR om at udføre sporarbejder på den over 700 kilometer lange Nordlandsbanen i Norge.

- Det er vores største norske projekt på infrastruktur til dato, og vi skal populært sagt arbejde med alt, der er under åben himmel, det vil sige den nye station, veje, ledningsomlægning, støttevægge, mindre broer og afvanding. Men selv om vi er et fuldt integreret hold, bliver tunnelarbejdet varetaget af højt specialiserede folk tilknyttet entreprenørerne, der har deres egne tekniske afdelinger, siger Carsten Heine Lund, der er direktør for Infrastruktur hos Niras, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Får Niras brug for flere folk i Norge?
- Ja, dette projekt vil kræve det. Det har været en generel ambition længe at blive større i vores norske afdelinger. Men dette projekt forstærker tendensen, og vi søger lige nu dygtige norske medarbejdere. Men det er svært at få kvalificerede folk. Der er mange om buddet, siger Carsten Heine Lund.

Et tre-cifret millionbeløb
Han fortæller, at Niras andel af projektet er på "et trecifret millionbeløb, dog tættere på 100 end 900 mio." og han understreger, at forarbejdet allerede har været i gang et stykke tid.

- Som rådgivere forsøger vi at arbejde så integreret med det øvrige team som muligt, ikke mindst med de spanske og schweiziske entreprenører.

Projektet, der har et samlet budget på cirka 10,3 mia. norske kroner (knap 7,3 mia. kr.), udføres af entreprenørvirksomhederne Implenia (Schweitz) og Acciona (Spanien), er en del af Bane NORs opgradering af intercity-forbindelserne i det sydøstlige Norge.

- Vi har tidligere samarbejdet med Implenia på den københavnske metro og har opbygget rigtig gode relationer til dem. Desuden kendte vi også Olav Olsen, der med cirka 120 medarbejdere er rigtig dygtige inden for konstruktioner og har haft en stor del af deres omsætning i off-shore industrien, siger Carsten Heine.

De vigtige grænseflader
I et stort og kompliceret anlægsarbejde, der de næste fire år vil foregå i det sydnorske, er det afgørende at rådgiverne har styr på den vigtige grænsefladehåndtering, så "der ikke er nogen, der arbejder på ikke-opdaterede elementer i byggeriet", som han formulerer det.

- Selv om det i den nærmeste fremtid vil være mere besværligt - på grund af corona-krisen - at rejse frem og tilbage til Norge, vil et tæt samarbejde mellem især Oslo, hvor infrastrukturafdelingen er, og Niras hovedsæde i Allerød fortsætte, siger han.

- De sidste tre år har vi haft tre-fire folk ad gangen i Norge, typisk for et år eller to. Det giver dels mere manpower i Oslo, dels opstår der stærke relationer, så de, der kommer tilbage til Danmark umiddelbart kan samarbejde godt med de norske kolleger på distancen. Man skal ikke undervurdere værdien af gode relationer, for det er ikke kun andre normer og standarder i Norge, man skal vænne sig til - der er også kulturforskelle, påpeger Carsten Heine Lund.

Stort tværfagligt projekt
At det er et vigtigt projekt, der kræver mange fagligheder, ved alle de involverede.

Dels skal en ny jernbane gennem centrum af Moss, dels indeholder projektet en lang række discipliner som fundering, jordarbejder, betonarbejder, afvanding og tunnelsprængninger, siger Carsten Rosskamp, der er projektdirektør i MossIA ANS i en pressemeddelelse.

Intercity-opgraderingen er dermed et af Norges største jernbaneprojekter.

Også projektdirektør Anders Nyhus fra Dr. Tech. Olav Olsen, ser frem til opgaven:

- Vi har bistået MossIA ANS igennem hele tilbudsfasen med at optimere løsningerne og sikre bygbarheden. Det er spændende at være med på så stort et projekt, der ikke bare understøtter udviklingen af Moss, men samtidig har national betydning for mobiliteten, siger han i en pressemeddelelse.

Læs mere om projektet: Niras vil vokse markant i Norge

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281