Realdania og Innovationsfonden investerer sammen cirka 30 mio. kr. i 14 erhvervsforsker-projekter, som skal udvikle nye forretningsmodeller, teknologier og viden inden for cirkulært byggeri.
Projekterne bliver hver især til i et samarbejde mellem den enkelte erhvervs-ph.d. eller erhvervspostdoc, en forskningsinstitution samt en virksomhed eller offentlig organisation.
- Vi er gået ind i det her, fordi det er helt afgørende, at der ændres på den måde, byggebranchen i dag producerer og bygger på for at nå Danmarks klimamål, siger Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør i Innovationsfonden.
- Byggesektoren er rigtig vigtig, fordi den tegner sig for godt en tredjedel af landets affaldsproduktion og for 20 pct. af den samlede CO2-udledning, fortsætter hun og supplerer:
- Målet er, at de her projekter skal bidrage til reel omstilling.
Hun påpeger, at der allerede er udviklet teknologier og lignende, men at der fortsat er lang vej til reel omstilling. Og at projekterne skal bidrage med både hastighed og skala.
Det er ikke første gang, Realdania og Innovationsfonden går sammen. Tidligere har de støttet ni forskningsprojekter inden for intelligente og bæredygtige byer, oplyser Anne-Marie Levy Rasmussen.
Hun er glad for samarbejdet med Realdania og ønsker at indgå flere partnerskaber med både offentlige og private fonde om i fællesskab at skabe størst muligt effekt på blandt andet den grønne omstilling.
Udvalgt i foråret
De 14 projekter spænder vidt. Et af dem skal for eksempel undersøge, hvordan ejendomsudviklingsbranchen kan bidrage til omstilling til cirkulær økonomi i byggeriets allertidligste faser.
Og et andet zoomer ind på skillevægge, og hvordan man kan samudvikle en skalérbar, cirkulær forretningsmodel, som blandt andet øger ressourceeffektiviteten under konstruktionen.
I udvælgelsen er der lagt vægt på, at de bidrager med kritisk stillingtagen, innovativ tænkning, forskningshøjde og nyskabelse, fortæller Anne-Marie Levy Rasmussen.
Der er også lagt vægt på, at projekterne supplerer hinanden.
- Vi prøver her at skabe fundamentet for, at danske virksomheder kan beskæftige sig med cirkulær økonomi og byggeri. Vores opgave er at hjælpe virksomhederne og klimaet, og derfor er vi gået ind i det, siger hun.
Foruden de 14 erhvervsforsker-projekter er Realdania og innovationsfonden gået sammen om finansiering af tre-fire større forsknings- og udviklingsprojekter, såkaldte Grand Solutions-projekter, for et samlet bevillingsbeløb på 40 mio. kr.
Der er deadline for ansøgninger til projekterne her på tirsdag.