23948sdkhjf

Volvo vil endnu tættere på maskinejerne

Hos Volvo Entreprenørmaskiner udvikler man som andre steder hele tiden på nye koncepter. En del af tankegangen går faktisk langt videre end blot det at sælge en entreprenørmaskine. Det drejer sig også for Volvo om at både bruger og ejer af maskinen får det maksimale ud af den. For det giver lavere driftsomkostninger, og det er en stor fordel for både alle parter. Dels beviser Volvo sit værd som brand, og dels får ejeren en maskine, der kører optimalt.

- Vores mantra er, at vi gerne vil være kundens partner. Kunden er ikke længere en man "bare" sælger en maskine til, men vi vil gerne indgå i et partnerskab med kunden. Det skyldes, at der er ret store gevinster ved at kombinere den viden vi har, med den viden, kunden har, forklarer adm. direktør i Volvo Entreprenørmaskiner, Jens Ejsing, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Fokus på drift
Entreprenørmaskinerne udvikler sig meget i dag, og der er et enormt fokus på at minimere downtime, og idle time altså hhv. den tid, maskinen står stille, fordi den er til service eller reparation, eller den tid,. maskinen bare står stille, fordi den ikke arbejder, eller står i tomgang mellem operationer.

- Vi har jo forskellige servicepakker, men ved at gennemgå maskindata sammen med kunden kan vi faktisk se, at det i langt de fleste tilfælde kan betale sig at have en dyrere servicepakke, alene af den grund, at maskinen arbejder mere effektivt, og dermed mere end rigeligt betaler merprisen for en lidt dyrere pakke. Vi taler i mange tilfælde om at spare millioner af kroner set over tid. Det betyder i praksis, at vi ved at analysere driftstallene på maskinen i forhold til de processer, maskinen arbejder med, kan hjælpe føreren til at køre langt mere hensigtsmæssigt med maskinen, og dermed spare ikke blot brændstof, men også service og dermed tabt arbejdsfortjeneste på maskinen, fortæller Jens Ejsing.

Kursus i drift
Importøren har kurser, rettet mod ejer og maskinførere, så de lærer at køre rigtigt med maskinen.

- Vi kan prale nok så meget af, at vores maskiner kan køre effektivt, men hvis brugeren og dermed også ejeren, ikke kører rigtigt med maskinen, så får han ikke den gevinst, der er ved at eje en Volvo. Derfor har vi udviklet kurserne i vort Volvo Akademi, hvor man lærer at køre fornuftigt. Det giver konkrete, dokumenterbare gevinster for alle. De data, vi med et partnerskab med en kunde får adgang til, skal ikke ses som overvågning af maskinføreren, men som et redskab til at blive mere effektiv, og til at udnytte de ressourcer, der er i maskinen. Det er win-win for alle parter. Også for maskinføreren, for han får udrettet mere - og det vil alt andet lige give resultater hos chefen, siger han til Licitationen.

Kurset hedder Eco-operator, og indtil videre har ca. 700 været igennem akademiet.

Kundens partner
- Vi vil gerne gå fra at være professionel leverandør til at være en professionel partner. Vi er klar over at det kræver tillid, men maskinen er i dag langt fra blot mekanik og tilskåret jern. Det er et højtudviklet stykke teknologi, som har langt større kapacitet, hvis man lærer at udnytte teknologierne rigtigt, siger Jens Ejsing.

Det er ifølge Jens Ejsing langt hen ad vejen et stykke rådgivningsarbejde, hvor begge parter yder deres, for Volvo skal også vide hvordan virksomheden arbejder, hvad den fremstiller, hvordan det gøres, og hvad målene er. Han er helt klar over, at det kræver tillid, men det er som han siger, implicit i det at eje en Volvo:

- Sagen er jo, at vi på den måde hjælper hinanden til bedre resultater, og det er hvad jeg forstår ved et partnerskab på lige vilkår, siger han.

Læs mere om Volvo: Et stærkt eftermarked bærer igennem

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125