Frem mod 2029 skal Norges tekniske og naturvidenskabelige universitet NTNUs fagmiljøer, i dag spredt i Trondheim, samles i én bynær campus i området omkring Gløshaugen i Trondheim.
Prisen er på lidt over seks mia. kr, og den danske arkitektvirksomhed C. F. Møller kommer til at spille en hovedrolle i arbejdet med at få skabt et internationalt forsknings- og campusmiljø, der efter forbillede fra blandt andet Mærsk Tårnet i København vil kunne tiltrække de bedste hjerner fra hele verden.
- Vi arbejder ud fra en klar præmis: Vi skal være til stede lokalt. Og det nye kontor, der bliver etableret i Trondheim, vil formentlig komme op på 100 til 150 medarbejdere fra projektteamet, når det hele er oppe at køre, siger Mads Mandrup Hansen, partner og sagsarkitekt hos C. F. Møller, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han fortæller, at målet er at sænke tærsklen for at kunne studere, forske, innovere og formidle på tværs af traditionelle fagdiscipliner og skabe grundlag for højere kvalitet i uddannelse og forskning.