23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

REGION NORDJYLLAND



BROVST

Legeplads

Plan- og Miljøafdelingen i Jammerbugt Kommune har givet landzonetilladelse til etablering af en legeplads på Ladepladsen 8, Brovst.



Der er ansøgt om tilladelse til etablering af en mindre legeplads, hvor vandelementet er i fokus og hvor der kan leges med vand.



Tilladelsen kan påklages frem til 25. august.



LØKKEN

Mileanlæg

Jammerbugt Kommune har dispenseret fra Lokalplan 25-004, sådan at der kan etableres et mileanlæg til nyt nedsivningsanlæg på ejendommen på Sinnesvej 42, Løkken.



Afgørelsen kan påklages frem til 21. august.



AABYBRO

Ridebane

Jammerbugt Kommune har givet landzonetilladelse til etablering af en løsdriftsstald samt rideareal med rotunde og ridebane på Engvej 230, Aabybro.



Der er ansøgt om etablering af rideareal, læskur samt jordvold. Ridearealet bliver cirka 40 x 60 meter. Der afskrabes for muld, som lægges i vold og højbede. Under mulden er der strandsand, der benyttes som underlag for ridebanen. Løsdriftsstalden på 98 kvm opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse på ejendommen. Bygningen skal anvendes til ly for heste i løsdrift, tre-fire hestebokse samt opbevaring af hø.



REGION MIDTJYLLAND



HERNING

Mountainbikespor

Herning Byråd godkendte på sit seneste møde et idéoplæg til det videre arbejde med etablering af mountainbikespor i Herning kommune og den tilhørende økonomi. Samtidig frigav byråd 1 mio. kr. til de første etaper af projektet.



I forbindelse med budgetforlig 2019-2022 og 2020-2023 er der afsat samlet 3 mio. kr. fordelt over årene 2020-2022 til etablering af nye mountainbikespor i og omkring Herning samt videreudvikling af MTB spor i andre dele af kommunen.



Administrationen har i samarbejde med forskellige interessenter udarbejdet forslag til seks projekter, der befinder sig på meget forskellige stadier. Det drejer sig om MTB/cykelrute rundt om Herning by med elementer af MTB spor, nyt MTB spor ved Løvbakkerne i området nord for Gullestrup, nyt MTB spor ved Feldborg/Haderup, MTB kravlegård ved Lind eller Løvbakke sporet, forbedring af MTB spor ved Sinding og forbedring af MTB spor ved Lind.



I 2020 er det planen at tage hul på etablering af sporet i Løvbakkerne og på enten kravlegård eller MTB-spor rundt om Herning.



REGION SJÆLLAND



SORØ

Vandløbsregulering

Sorø Kommune har givet tilladelse til at nedsætte spunse og membraner i Verup Mose.



Fagcenter Teknik, Miljø og Drift har udarbejdet et projekt i forbindelse med EU Life projektet Østdanske Højmoser for at sikre vandstanden i Verup Mose.



I maj 2017 blev der givet tilladelse i henhold til vandløbsloven til at hæve vandstanden i mosen blandt andet ved at nedgrave vandstandsende membraner omkring dele af mosen og til at regulere Magleøgrøften. Det har imidlertid vist sig nødvendigt at supplere membranerne med to nye strækninger og yderligere tre spunse for at opnå den tilbageholdelse af vandet, som der blev givet tilladelse til.



Afgørelsen kan påklages frem til 26. august.



REGION HOVEDSTADEN



ÅLSGÅRDE

Solcellepark

Forsyning Helsingør ønsker at etablere en solcellepark på omkring 50-60 hektar ved Skibstrup Affaldscenter til produktion af grøn strøm. Helsingør Byråd godkendte projektet på sit sidste møde inden sommerferien, hvor der også blev sagt ja til at sætte det nødvendige planarbejde i gang.



Der foreligger fuldmagter fra de pågældende ejere af arealerne til, at der kan planlægges på deres ejendom til formålet.



Anlægssummen er estimeret til 180-220 mio. kr.



LUNDTOFTE

Kunstgræsbaner

Lyngby-Taarbæk Kommune har afsat 7,645 mio. kr. til etablering af en 11-mands kunstgræsbane i Lundtofte.



I forbindelse med forundersøgelserne er forvaltningen blevet opmærksom på, at belysning samt de nedsivningsmæssige forhold på den eksisterende og nedslidte otte-mands kunstgræsbane ikke er godkendt, og ikke kan godkendes af Byggesags- og Miljømyndighederne.



Forvaltningen anbefaler derfor, at projektet med den nye bane udvides til også at omfatte en fornyelse af den eksisterende bane. Ved at omlægge og opdatere den eksisterende otte-mands kunstgræsbane samtidig med etablering af den nye 11-mands bane kan udgifterne til anlægsarbejdet holdes nede, de driftstekniske forhold kan forbedres, og belysning samt nedsivning for otte-mands banen kan bringes i orden. Samtidig kan de spilletekniske forhold for begge kunstgræsbaner forbedres, og der kan skabes et entydigt sammenhængende æstetisk udtryk, lyder det i forvaltningens anbefaling.



Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har tilsluttet sig forvaltningens anbefaling.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172