Aarsleff Rail A/S har netop vundet en kontrakt med det statslige norske jernbaneselskab Bane NOR om at udføre sporarbejder på den over 700 kilometer lange Nordlandsbanen i Norge.
Selskabet, som er en del af Aarsleff-koncernen, udfører opgaven sammen med sit norske søsterselskab Banedrift AS i sommerperioderne 2020 og 2021.
Kontrakten med Bane NOR omfatter udveksling af 20 sporskifter og 52 tungepartier i andre sporskifter på 20 stationer beliggende på Nordlandsbanens nordligste afsnit fra Grong til Bodø.
En del af opgaven skal således løses nord for polarcirklen. Entreprisen omfatter udover sporarbejderne også jord-, kabel- og svejsearbejder.