175.000 kvm. Op til 400 boliger. 1.000 nye borgere.
Tallene og ambitionerne er høje i Sorø Kommune, der med sin såkaldte Vision 2022 lægger planer for en ny bæredygtig bydel med FN’s verdensmål som forbillede og inspiration.
Kvarteret Pilegårdstrekanten i Dianalund bliver centrum for bebyggelsen, der skal "oversætte" FN’s verdensmål og vise, hvordan bæredygtige materialer og design kan skabe en sund bydel med stor mangfoldighed og livskvalitet.
Målet med de 300-400 nye boliger er blandt andet at tiltrække flere indbyggere.
- I byrådet har vi valgt at fremrykke udviklingen af Pilegårdstrekanten, og det glæder mig meget, at vi nu er nået hertil, hvor vi har valgt det firma, som skal udforme en plan for området, siger borgmester i Sorø Kommune, Gert Jørgensen (K), til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
2022: grundsalg starter
Valget er faldet på rådgivervirksomheden Sweco og dens arkitektafdeling Årstiderne Arkitekter, fordi de, med borgmesterens ord, "har vist, at de har blik for at skabe en spændende bydel, som er bæredygtig både socialt, økonomisk og klimamæssigt".
Han glæder især til at kommunen i starten af 2022 forventeligt kan sætte de første grunde til salg.
Forener by og land
Området, der skal udvikles, ligger mellem bycentret og hospicegården Filadelfia,og med udsigt til marker så langt øjet rækker.
- Det er et attraktivt område, som forener by og land, og som vi i kommunen nu vil udvikle til en bæredygtig bydel med et miks af boformer, siger Gert Jørgensen.
Swecos kommende helhedsplan for området skal sætte rammerne for udviklingen af bydelen, hvor FN’s verdensmål skal omsættes til fysisk indretning, som de nye Dianalund-borgere kan få glæde af, håber planlæggerne i Sorø Kommune.
Netop nu arbejder Swecos trafik-, akustik- og miljøingeniører og arkitekter med analyser af området, der skal ligge til grund for udviklingen af planen for, der i sidste ende skal føre til en lokalplan.
Verdensmålene
FN’s 17 verdensmål indgår i stigende omfang i kommuners og virksomheders arbejde med bæredygtighed, men for at FN’s mål ikke skal forblive abstrakte overskrifter, er det afgørende for kommunen at få Sweco til at oversætte målene til noget konkret og relevant.
Målene skal med andre ord oversættes til boligarkitektur og landskabsmæssigt udtryk. Det skal skabe rammerne for liv og fællesskab "og tydeliggøre, at Sorø Kommune bidrager til at indfri de ambitiøse verdensmål", som Sweco skriver i en pressemeddelelse.
- Vores opgave er meget klar, men samtidig åben og udfordrende. Konkret vil vi for eksempel arbejde med verdensmål 13, der handler om klima, og se, hvordan vi kan bruge regnvand til at skabe rekreative arealer, så regnvandet ikke bliver et problem, men en ressource, siger Malene Jensen, projektleder på udviklingen af helhedsplanen hos Årstiderne, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Fokus på fællesskaber
Malene Jensen fortæller, at rådgiverteamet blandt andet ser på, hvordan bydelen kan bidrage til at skabe nye store og mindre fællesskaber:
- Bydelen kan komme til at bestå af et miks af boformer med ambitioner om at skabe store og mindre fællesskaber på tværs af generationer, for eksempel gennem fælleshuse.
De skal ifølge Malene Jensen indeholde gæsteboliger og fælles køkken og dermed mulighed for møder mellem områdets beboere og gæster. - Samtidig er det planen at koble bydelen til den øvrige del af Dianalund via nye veje og stier, så kvarteret bliver en integreret del af byen, tilføjer Malene Jensen.
Den første milepæl er illustrationer af, hvordan området kan udvikles og en præsentation for kommunen kort før sommerferien.