Går det som forventet hos Entreprenør Morten C. Henriksen A/S ender det ikke med tre på stribe af regnskaber med tilbagegang i 2020.
Både 2018 og 2019 er endt med betydelige dyk, men forventningen i indeværende regnskabsår er altså at bryde med tendensen.
- Vi forventer en øget toplinje, som tingene ser ud i øjeblikket, og bundlinjen skulle gerne følge med. Indtil videre ser det fornuftigt ud, fortæller indehaver og adm. direktør Morten C. Henriksen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Bundlinjen har allerede nået sidste års resultat og ligger endda lidt over, så resultatet skulle meget gerne blive bedre, hvis ikke der opstår et eller andet, fortsætter han uden at sætte konkrete tal på forventningerne.
I 2019 er bundlinjen før skat faldet til 2,1 mio. kr., mens toplinjen ifølge en pressemeddelelse beløber sig til knap 160 mio. kr.
Organisation er styrket
Ifølge direktøren har Holbæk-entreprenøren sat flere ting i værk for at nå derhen.
Organisationen er styrket med flere nyansættelser på nøglefunktioner.
Blandt andet er den daglige ledelse udvidet med direktør Hans Erik Jensen fra konkursramte B. Nygaard Sørensen A/S.
Derudover er der udvidet med såvel nye projektledere som i kalkulationsafdelingen, fortæller Morten C. Henriksen.
Han fremhæver, at aktiviteten er bredt funderet.
- Coronapandemien vil givetvis i et eller andet omfang også få betydning for os. Vi udfører en del erhvervsbyggerier - men også privat boligbyggeri er vi involveret i, siger han i en pressemeddelelse.
- Vi er opmærksomme på stagnation, og at udviklingen generelt kan standse op, så vi forsøger at tage vores forholdsregler derefter. Men salget af boliger i Vipperød Bakker er kommet godt fra start - et eksempel på at verden ikke er gået i stå. Det giver håb om, at en decideret krise måske ikke bliver så dyb som frygtet, så vi er fortrøstningsfulde, fortsætter han.
Netop byggemodning af Vipperød Bakker og betonopgaver i København er noget af det, som har bidraget væsentligt til entreprenørens omsætning i 2019.