23948sdkhjf

Succes for beskedne nordjyder: – Det er næsten kommet af sig selv

2019 blev et år ud over det forventede for murer- og entreprenørfirmaet M Thomsen Støtt (MTS) i Aalborg. 

Alt er stort set gået som forventet – faktisk er det (omsætningen, red.) røget noget op i forhold til det forventede, siger adm. direktør Kim Lykke Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

MTS-direktørens forventning lød kort før årsskiftet, at omsætningen ville vokse i underkanten af 30 pct. for 2019. Efter bøgerne blev lukket stod det klart, at omsætningen nåede ifølge Kim Lykke Jensen cirka 190 mio. kr., hvilket er omkring 40 mio. kr. mere end i 2018. 

– Det er næsten kommet af sig selv, forklarer en glad men beskeden Kim Lykke Jensen. 

Firmaets folk har ikke gjort noget ekstraordinært i det opsøgende arbejde, men har nydt godt af forespørgsler fra de gode, gamle kernekunder, uddyber direktøren og nævner opgaver med specialbeton – firmaets kerneopgave – for Aalborg Havn, boligforeninger og for Region Nordjylland på Nyt Universitetshospital Aalborg samt på de eksisterende Sygehus Syd og Sygehus Nord i Aalborg. 

Læs også: Byggestart på 19 familieboliger i Skørping

Bundlinjen snyder
Trods fremgangen var det nordjyske byggefirmas resultat før skat dog en my mindre end året før: 9,9 mio. kr. sidste år mod 10,2 mio. kr. i 2018. 

Forklaringen på, at toplinjehoppet ikke slår igennem på bundlinjen, skal ifølge Kim Lykke Jensen findes tilbage i 2017. Overskuddet i 2018 fik således et løft af indtjening, der reelt var skabt året forinden men først ramte bundlinjen i 2018. 

– Trækker man det fra, er bundlinjen fulgt med op, forklarer han. 

Har ansat under coronakrisen
Ordreindgangen har også være fornuftigt i indeværende år. Udsigterne lyder derfor på, at regnskabet lander på niveau med 2019, når man lukker bøgerne for 2020. 

Læs også: Tocifret fremgang i nordjysk stilhed

I vurderingen af året skal det også med, at coronasituationen ikke har påvirket MTS i negativ retning. Tværtimod. 

– Vi har ansat i perioden, fortæller Kim Lykke Nielsen og tilføjer at firmaet nu er oppe omkring 80 ansatte, en håndfuld mere end året før. Hertil kommer de 25 medarbejdere i datterselskabet Verner Fredsgaard & Søn A/S. 

Følger beslutning om anlægsloftet med spænding
Mens Kim Lykke Jensen ser lyst på 2020 er han spændt på, hvordan tingene arter sig næste år, hvor der er udsigt til genindførsel af anlægsloftet ved årsskiftet 2020-21. 

– Kommuner og regioner sætter gang i alt hvad de kan få i udbud, så de kan få det startet inden december. Så kan vi frygte, at kassen bliver smækket i næste år, siger direktøren. 

Læs også: MTS-direktører: Digitalisering skal give mening ude på pladsen

Firmaets lykke afhænger dog ikke af de offentlige investeringer – og mulige stop for samme. 

– Vi er heldigvis ikke bundet op på regioner og kommuner, men servicerer kunder i mange brancher året rundt, siger Kim Lykke Jensen. 

– Vi forsøger at pleje alle – også de lidt mindre, som er med til at skabe fundamentet i forretningen.  

Direktør-parløb giver overskud
Siden oktober 2018 har Kim Lykke Jensen delt styringen af M. Thomsen Støtt med David Krogh Madsen. Begge har titel af direktør, førstnævnte dog med et administrerende foran. 

Læs også: Blev direktør for at komme væk fra skrivebordet

Og konstruktionen lever op til forventningerne, lyder det fra Kim Lykke Jensen. 

– Det fungerer rigtig godt. Vi supplerer hinanden fint, og nu er der meget mere til sparring. 

De to direktører har så at sige delt butikken halvt om halvt, så de hver varetager de samme opgaver men på forskellige sager og for hver sin gruppe ansatte. 

– Så kan man gå i dybden og følge op på sager, så der ikke er noget, der løber løbsk, siger den adm. direktør. 

Læs også: Fire kan blive totalentreprenør på boligprojekt i Aalborg Øst

Firmaets funktionærer kan efter hans bedste overbevisning også mærke en positiv forskel. 

– Før var man mere fraværende med andre opgaver. Nu er der altid en af os til rådighed – det er helt sikkert positivt, vurderer Kim Lykke Jensen.

M. Thomsen Støtt. Aalborg A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttoresultat 45,6 41,0
Driftsresultat 9,7 10,2
Resultat før skat 9,9 10,0
Årets resultat 7,7 7,8
Balancesum 56,3 43,8
Egenkapital 18,0 15,3
Antal ansatte i gns. 64 60
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.25