REGION HOVEDSTADEN
HILLERØD
Udbygning af dagligvarebutik
Hillerød Byråd har vedtaget Lokalplan 417, for Bydelscenter ved Ullerød og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Det nye plangrundlag gør det muligt for Ullerød SuperBrugs at udvide butikken, ligesom den baner vej for nye parkeringsarealer og en centerløsning med flere butikker på Superbrugsens areal.
RØDOVRE
Rådhusbyggeri
Som et led i udviklingen af Bykernen har Rødovre Kommune i Budget 2020 afsat 1,7 mio.kr. til afholdelse af en arkitektkonkurrence for et nyt byggeri til rådhusfunktioner i tilknytning til det eksisterende rådhusområde.
Rødovre Kommunalbestyrelse tog i februar stilling til proces og vision for afholdelse af en arkitektkonkurrence for et nyt byggeri, og på sit seneste møde godkendte kommunalbestyrelsen kriterierne for prækvalificeringen af deltagere til konkurrencen.
Det er forventningen, at kommunalbestyrelsen til september kan godkende et konkurrenceprogram og tidsplan for arkitektkonkurrencen, som derefter udskrives. I foråret 2021 forventer man, at der kan udpeges et vinderprojekt. Herefter skal projektet bearbejdes, hvorefter byggearbejdet kommer i udbud.
RØDOVRE
Skoleombygning
Rødovre Kommunalbestyrelse har godkendt projektforslag og ombygning af klasselokaler i hovedbygningen på Hendriksholm Skole. Ombygningen ventes gennemført i perioden fra august til december, og der er afsat 5 mio. kr. til formålet.
Ombygningsplanerne vedrører 16 lokaler, hvor lofter, vægge og gulve skal sættes i stand, og hvor læringsmiljøerne skal gøres mere tidssvarende.
Lysforholdene vil ligeledes blive opdateret og for at forbedre indeklimaet, etableres der ventilation i form af indblæsning styret af et ventilationsanlæg.
REGION SJÆLLAND
KØGE
Renovering af almene boliger
Køge Byråd har godkendt skema A for renovering af Solbakken II, som hører under Køge Boligselskab.
Afdelingen består af 220 familieboliger opført i perioden 1957-1964.
Der vil i forbindelse med renoveringen blive etableret nye tilgængelighedsboliger i udvalgte blokke i afdelingen, og de resterende boliger vil blive renoveret i form af blandt andet udskiftning af vinduer og terrassedøre, etablering af mekanisk ventilation og udskiftning til nye og udvendigt påmonterede altaner.
Den samlede anskaffelsessum for projektet forventes at udgøre 169.130.000 kr.
REGION SYDDANMARK
FREDERICIA
Erhvervsbyggeri
Fredericia Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 348 - Erhverv ved Holstensvej og en tilhørende miljørapport i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen muliggør, at området indrettes til en åben plads til håndtering af gods, trailerparkering og oplag af løsvarer.
Derudover giver lokalplanen mulighed for, at der kan opføres en værksteds- og garagebygning i tilknytning til Fredericia Havn.
FREDERICIA
Boliger
Fredericia Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 372 - Blandet bolig og erhverv ved Sophie Amalies Kanal, en del af Carolinelunden i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen skal give mulighed for etablering af ny bebyggelse i overensstemmelse med udviklingsplanen for Kanalbyen til en ny bydel, og derudover giver den mulighed for at etablere et større grønt areal og byrum.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af anmodning fra Kanalbyen i Fredericia P/S som følge af aftale med investor, og Fredericia Kommune har modtaget et skitseprojekt, der har dannet grundlag for lokalplanen. Realisering af skitseprojektet forventes at resultere i 147 lejeboliger.
KOLDING
Renovering af almene boliger
Kolding Byråd har godkendt helhedsplan og skema A for et renoveringsprojekt, som AAB vil gennemføre i afdeling 23 på Snerlevej og Tvedvej i Kolding.
Helhedsplanen/renoveringsstøttesagen indeholder blandt andet en renovering/opretning af klimaskærmen og efterisolering, totalombygning af 18 lejligheder efter tilgængelighedsprincippet med nye planløsninger, forskønnelse af udearealer og gårdmiljø, indeklimaforbedrende arbejder og fornyelse af indvendige overflader samt el- og VVS installationer.
Med renoveringen reduceres antallet af lejligheder i afdelingen fra 59 boliger til 54 boliger.
Det samlede anlægsbudget for renoveringen er opgjort til cirka 63,9 mio. kr.
REGION MIDTJYLLAND
SØVIND
Renovering af almene boliger
Horsens Byråd har godkendt skema A og således givet tilsagn om støtte til den renovering, som Andelsboligforeningen Odinsgaard vil gennemføre i afdeling 21 - Humleballe, Søvind.
Afdelingen består af i alt 45 familieboliger i form af rækkehuse i mustensbyggeri, som er opført i perioden fra 1979 til 1989. Efter renoveringen vil afdelingen bestå af 22 gennemrenoverede boliger med fuld tilgængelighed og 23 moderniserede boliger.
Den samlede anskaffelsessum for projektet er beregnet til 28.435.000 kr.
SKIVE
Autismecenter
Skive Kommune etablerer nyt autismecenter, og byrådet besluttede ultimo maj, at etablere begge projektets etaper samtidig, så det hele står klar til indflytning i slutningen af 2021.
Etape 1 omfatter 27 almene boliger og fire boliger til botræning, aktivitetshus og administrationsbygning, og etape 2 består af otte almene boliger.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Butikker og boliger
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 1-1-139 Butikker, boliger m.m., Bredegade og Niels Ebbesens Gade, Aalborg Midtby og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanområdet omfatter et område på 650 kvm med ejendommene Bredegade 10 og 12, et erhverv på Bredegade 16 A samt et offentligt vejareal i Niels Ebbesens Gade, og lokalplanen giver mulighed for bygningsudvikling ved nedrivning af bygninger og opførelse af erstatningsbyggeri butikker, restauration og lignende i stueetagen og boliger mm. på de øvrige etager.
AALBORG
Boligrenovering
Aalborg Byråd har godkendt skema A og helhedsplanen for Vivabolig afdeling 5 på Konvalvej i Aalborg. Vivabolig vil renovere og ombygge afdelingens boliger for godt 72 mio. kr.
Afdelingen består i dag af 236 boliger, men det er kun de 32 boliger i højhuset, der skal renoveres.
Renoveringsarbejder i helhedsplanen omfatter blandt andet nedtagning af puds og isolering, efterisolering af facader, skalmuring, ombygning af altangange, udvidelse af altaner, etablering af ventilation, nye badeværelser mm.
Også udearelerne skal have et løft.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hillerød, Rødovre, Køge, Fredericia, Kolding, Søvind, Skive og Aalborg