REGION SJÆLLAND
LEJRE
Vejforlængelse
Lejre Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 1,6 mio. kr. til forlængelse af Langskelsvej i Lejre, som fremrykkes til udførelse i år.
Det fremtidige byområde på Degnejorden skal tilsluttes det øvrige vejnet i Lejre mod syd, hvilket kræver, at Langskelsvej forlænges med cirka 140 meter.
Den eksisterende del af Langskelsvej er ikke udstyret med belysning. På grund af den øgede mængde trafik foreslås det, at både den eksisterende del og udvidelsen får belysning. Det drejer sig om i alt 600 meter vej og anslået cirka 25 lysmaster.
Administrationen har indhentet et tilbud fra rådgiver, der skal projektere og udbyde anlægget. Rådgiver vurderer, at der kan projekteres og udbydes i juni, hvorefter selve vejen kan anlægges i tredje kvartal.
REGION HOVEDSTADEN
FREDENSBORG
Belysning
Fredensborg Byråd har godkendt en model for implementering af kommunens handlingsplan for udskiftning af armaturer i vejbelysningen til LED og for finansiering heraf.
Kommunen har cirka 11.300 lyskilder i gadebelysningen, hvor af cirka 1500 allerede er LED. Målet med handlingsplanen er at udskifte hovedparten af lyskilderne til LED, startende med de mest energibelastende.
GENTOFTE
Omlægning af parkeringsplads
Gentofte Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 300.000 kr. til omlægning og forbedret indretning af parkeringspladsen ved JAC’s hovedindgang på Sandtoften 3. Parkeringspladsen ønskes omlagt til en slags rundkørsel, hvorved der skabes et bedre flow for ikke mindst de mange handicapbusser, der benytter pladsen.
HELLERUP
Rampe
Gentofte Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 250.000 kr. til etablering af en udendørs rampe ved daginstitutionen Helleruphøj.
Rampen skal afhjælpe de udfordringer, der er i forhold til transport mellem institutionens børnehavedel og vuggestuedel.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Lejre, Fredensborg, Gentofte og Hellerup