23948sdkhjf

Nyt børnehavebyggeri i Thisted giver arbejde til lokale firmaer

Sidst på året står en ny daginstitution ved siden af Rolighedsskolen i Thisted klar til at tage imod byens børn. Og byggeriet giver beskæftigelse til mange lokale håndværkere. 

Det skyldes, at Thisted Kommune i sin tid udbød byggeriet af såvel børnehaven som tilbygningen til specialskolen Østermølle i fagentrepriser, skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

- Det betyder meget for os, at vi kan være med i et byggeri som det her. Det betyder, at vi kan holde vores folk i gang. Det siger Brian Vangsgaard, indehaver af virksomheden M. C. Overgaard, Thisted.

M. C. Overgaard, der arbejder i et lokalområde fra Hurup i syd til Fjerritslev i nord, vandt tømrer- og råhus-entreprisen, da byggeriet til i alt 26 mio. kr. var i udbud. 

Vand på VVS-installatørens mølle
Byggeriet af den nye børnehave på 1100 kvm styres af arkitekt Carl-Peter Krarup fra Raaby’s Tegnestue i Thisted. 

Per Handest vandt to entrepriser i forbindelse med det aktuelle byggeri, nemlig blikkenslagerarbejdet og VVS-arbejdet. 

- Det er et spændende byggeri at være med i, siger Per Handest, der i alt beskæftiger 20 mand – og deltager stort set altid i licitationer ved offentligt og privat byggeri inden for en radius af 30-40 kilometer fra Thisted. 

At børnehavebyggeriet har været udbudt som fagentrepriser, og det er vand på Per Handests mølle. 

- Det betyder alt for os, at det udbydes som fagentrepriser. Det betyder, at der er større gennemsigtighed og vi har større mulighed for at få opgaven, siger Per Handest.

Fakta: Ny Rolighedsbørnehave

Daginstitution i Rolighedskvarteret, Thisted østby, bliver på 1100 kvm. med plads til 80 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn. Det er desuden en tilbygning til Østermølle, specialafdelingen på Rolighedsskolen, på 250 kvm. 

Det samlede byggeri koster 26 mio. kr. 

Det blev udbudt som fagentrepriser ved en åben offentlig licitation. 

Der var bud fra 51 virksomheder.

Vindere blev:
- M.C. Overgaard - råhus og tømrerentreprisen
- Handest VVS - blik og VVS
- Nykøbing El-Service – elinstallationer
- Thisted Tagdækning – tag
- Thy VVS – ventilation
- Malermester Steen Hove Pedersen – malerarbejde
- Garant Skive – gulv
- Thyholm Murer – murerarbejde
- Henriksen og Madsen – anlægsarbejde

Thisted Kommune har i 2020 offentligt byggeri for i alt 180 mio. kr.

 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109