Det er ikke blevet til indfrielse af de opsatte regnskabsmål for anlægsgartnervirksomheden OKNygaard i 2019.
Ambitionen har været at lægge 10-15 pct. på omsætningen og øge overskudsgraden til 4 pct. i 2019.
I stedet er det blevet til en omsætningsfremgang på 8 pct. sammenlignet med 2018. Det gælder til en toplinje på mere end 595 mio. kr., mens overskudsgraden falder til 2,1 pct.
- Vi når knap vores omsætningsmål, lyder det fra adm. direktør Ole Kjærgaard, der samtidigt fremhæver, at han glæder sig over, at virksomheden er lykkes med at hente nye kunder. Det gælder ikke mindst inden for klimaområdet, som virksomheden forventer sig meget af.
Utilfreds er han især med indtjeningen.
- Især indtjeningsdelen lever ikke op til det, vi gerne vil. Og det er ikke tilfredsstillende. Vi har tjent det halve af det budgetterede og det, vi havde sat os for, siger han.
Resultatet før skat lander på cirka 11 mio. kr. mod 19 mio. kr. året før.
Mild vinter har spændt ben
I regnskabet fremhæves ikke mindst vejret som en medvirkende årsag til tilbagegangen.
- Den cocktail af meget mild vinter og alt for meget regn udfordrer dækningsgraden i vores branche, siger Ole Kjærgaard.
Han fortæller, at især forretningsområdet drift har været udfordret på indtjeningen som følge af vejret. Nedbøren har øget behovet for eksempelvis græsslåning. Omvendt har klimaopgaver i forretningsområdet anlæg "skæppet i kassen", oplyser direktøren.
Han har tidligere oplyst, at vintertjenesten i gennemsnitlige vintre udgør cirka 10-15 pct. af OKNygaards omsætning svarende til 50-60 mio. kr.
Hvis der er tale om en meget snefyldt og kold vinter, kan vintertjenesten godt komme op og trække 25 pct. af omsætningen svarende til op mod 150 mio. kr.
I 2019 er vinteren i stedet havnet på cirka 60 pct. af en gennemsnitssæson.
Det fremhæves i årsrapporten, at virksomheden arbejder med omstilling af sit vintersetup, så der kan tilbydes nye løsninger og aftaleformer. Det sker ifølge Ole Kjærgaard for at forholde sig til muligheden for, at milde vintre bliver normalen.
Han uddyber her, at virksomheden kigger på højere rådighedsbeløb for at stå klar med sneplove og saltspredere i de kontrakter, hvor de alene honoreres for udkald, og desuden ser mere i retning af fast pris-aftaler, hvor vintertjenesten samles med den grønne pleje, og der betales et fast beløb for begge ydelser.
- Her vil der være gynger og karruseller, hvor vi i nogle år får gevinst, mens det i andre år gælder kunden, siger Ole Kjærgaard.
Foretaget flere investeringer
Foruden vejret nævner årsrapporten indgåelse af store driftskontrakter, hvor "udbudsgrundlaget har været væsentlig forskellig fra det reelle produktionsgrundlag", som en årsag til tilbagegangen i 2019.
Ole Kjærgaard fortæller, at virksomheden har startet flere store kontrakter op end normalt sidste år, og at det kræver en del krudt at blive bekendt med nye kontrakter.
Samtidigt har de ifølge direktøren skullet bruge forholdsvis meget tid på at gå tilbage til kunden med bemærkninger om, at det beskrevne areal i udbudsmaterialet for eksempel ikke stemmer overens med virkeligheden, eller at den beskrevne stand af det overtagne grønne område ikke har stemt med det, de reelt er blevet mødt med.
- Jeg synes, vi har brugt mange ressourcer her og på at få gjort det rentabelt, siger Ole Kjærgaard og fortæller, at derudover har OKNygaard tabt en halv mio. kr. på en nordjysk samarbejdspartners konkurs.
Han peger desuden på , at der blandt andet er investeret i at udvikle kompetencer inden for klimaområdet, at der er investeret i nyt økonomistyringssystem, og at der er investeret i konvertering af maskinparken til el.
OKNygaard er slået tilbage på bundlinjen
Efter flere år med vækst har bundlinjen taget et dyk i 2019. Ikke mindst vejret sidste år har været en udfordring