23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Organisation holder fast i kritik af storudbud

Hos SMVdanmark ryster man på hovedet over prioriteringen af storudbud på statens fm-opgaver - ikke mindst i en tid, hvor der bruges mange penge på at holde hånden under SMV’ere som følge af coronakrisen

Mens man hos Bygningsstyrelsen peger på stordriftsfordele og store besparelser ved at udbyde statens facility management-opgaver i milliardpakker, ryster man fortsat på hovedet hos SMVdanmark.

Vicedirektør i SMVdanmark Jakob Brandt rettede allerede kritik i forbindelse med bølge et, og kritikken har ikke forstummet sig i forbindelse med det kommende udbud på bølge to.

En forhåndsmeddelelse beskriver, at opgaverne her har en samlet anslået værdi på knap 2,3 mia. kr. over en syvårig periode, hvilket dermed gør bølgen større end den første.

- Jeg synes, det er hovedrystende åndsvagt, siger Jakob Brandt.

- Jeg er overrasket over, at embedsmændene i Bygningsstyrelsen ikke er bedre til at læse de politisk signaler, der kommer fra Regeringen og Folketinget. Der står i loven, at udbud skal være SMV-venlig og udbydes i fagentrepriser. Vi hører ikke politikerne sige, at det skal klumpes sammen, så kun få store virksomheder får del i opgaverne, tværtimod. Så vi vil opfordre styrelsen til at læse loven igen, og politikerne til at tage en dialog med embedsværket, så den misforståelse ikke koster danske jobs og virksomheder.

- Vi er løbende i dialog med politikerne, som gerne slår på kommunerne, men hvad gør de ikke selv i Bygningsstyrelsen, fortsætter han.

Han fortæller, at de i SMVdanmark har en medlemsvirksomhed med 750 ansatte, som anser sig for lille til at byde med.

- Så er der altså noget fuldstændigt galt, siger SMV-vicedirektøren, der hæfter sig ved netop udbudslovens opdel eller forklar-princip, som har til hensigt at give bedre adgang til udbud for små og mellemstore virksomheder.

- Det, de gør her, er at samle forskellige brancher i et storudbud, hvilket udelukker specialiserede virksomheder i at byde med. Det kan jeg ikke se en konkurrencefordel i.

Flere fordele ved én leverandør
Til det helt overordede spørgsmål om, hvorfor Bygningsstyrelsen holder fast i storudbud, oplyser centerleder Emil Blomqvist Lund:

- Før beslutningen om at etablere Statens Facility Management blev der udarbejdet en grundig foranalyse. Den viste, at de største både økonomiske og kvalitetsmæssige gevinster ligger i at udbyde alle serviceydelser samlet med én leverandør. Med bølge et ser vi allerede nu, at staten vil spare samlet cirka 300 mio. kr. over de syv år, kontrakten løber. Det giver også bedre mulighed for at følge op på overholdelse af for eksempel arbejdsklausuler og sikre grøn omstilling struktureret på dette område.

- Der er flere fordele ved at samle alle ydelser i ét udbud. En integreret løsning, hvor én leverandør leverer alle serviceydelser, giver mulighed for samspil og fleksibilitet mellem serviceydelserne, færre mellemledere, storindkøb samt udvikling på tværs af serviceområderne med fokus på kvalitet og brugertilfredshed, fortsætter han om fordelene.

Argumenterne giver Jakob Brandt ikke meget for.

- Det er en gang konsulent-bullshit, mener han.

- Det kan godt være, at man her og nu får en besparelse, men man presser konkurrenter ud af markedet og skader dermed på sigt konkurrencen, da dem, der er tilbage, så bare kan øge priserne, siger han og peger desuden på, at prioriteringen kan medvirke til at forære danske opgaver til udlandet.

- Lige nu med corona bliver der brugt mange penge på at holde hånden under de små og mellemstore virksomheder. Og samtidigt udelukker staten så netop den gruppe fra at byde med. Det giver ingen mening, siger han.

Konsortier er for risikofyldte
I forbindelse med det kommende udbud på bølge to gennemfører Bygningsstyrelsen en markedsdialog.

Denne går blandt andet på, hvad Bygningsstyrelsen kan gøre udbudsteknisk for at forbedre adgang for netop SMV’ere som eksempelvis konsortiedeltager eller underleverandør.

Jakob Brandt understreger, at konsortier ikke er en reel mulighed.

- Det er for svært at holde sig på dydens meget smalle sti her, siger han.

Han henviser til en dom fra november 2019 i den såkaldte vejstribesag, hvor Højesteret er kommet frem til, at LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S brød konkurrenceloven, da de dannede konsortiet Dansk Vejmarkerings Konsortium og sammen bød på en opgave hos Vejdirektoratet tilbage i 2014.

- Det er en parodi, når en styrelse peger på konsortier som mulighed og en anden stikker en kæp i hjulet her, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14|instance-web03