Ny Rosborg eksisterer endnu kun som tegninger. Men onsdag blev den endelige udviklingsplan for den nye bydel godkendt af Vejle Byråd, som dermed er et skridt tættere på at forvandle 85 hektar kommunal jord til gader og stræder. Bydelen skal rejse sig på en tidligere deponeringsplads vest for Vejle bymidte.
- Det er et kæmpestort projekt for Vejle, hvor vi sætter ambitionerne højt for at lave en bydel, som kan absorbere befolkningsvækst og virke som et trækplaster for byen, siger Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Bydelen skal forberede kommunen på de årlige 0,7 procents indbyggervækst og skal bestå af 2.000-2.500 boliger med plads til 4- 5.000 indbyggere. Kommunen vil også bygge ny daginstitution og andre offentlige tilbud, samt gøre klar til erhverv.
Vejle Kommune har haft frit slag til meget, fremhæver borgmesteren.
- Det er jo ret privilegeret, at vi ejer jorden, så vi selv kan få lov til at lave planerne, køre arkitektkonkurrencerne og udvælge tegnestuer, siger borgmesteren.
Konkurrencerne er endt med tegnestuen Møller & Grønborgs visioner som grundplan for, hvordan området skal forvandles fra losseplads til bydel:
Det er blandt andet at sikre sig mod fortidens affald ved at hæve bydelen op fra det øvrige landskab på seks holme, som skal etableres i forskellige niveauer. Imellem dem skal anlægges rekreaktive områder.
Og alt det er kommunen klar til at kaste nogle midler efter, fortæller borgmesteren.
- Vi er jo ikke ejendomsudviklere, men vi skal byggemodne og har ret store ambitioner for området. Men vi kunne jo også forestille os, at der kunne komme en pensionskasse og byde på anlægget af en af holmene, siger borgmesteren.
Ingen investorer endnu
Kommunen forventer at være klar til at kunne sælge byggegrunde om et år. Og mens flere har været interesserede, er der ikke konkrete bud endnu:
- Vi har vi ikke nogle konkrete henvendelser fra investorer endnu. Omvendt er området så attraktivt, så det regner jeg selvfølgelig jo med, vi får, siger Jens Ejner Christensen.
Nedjusterer den nuværende krise jeres forventninger til, hvor mange investorer, som melder sig?
- Nu ved vi jo ikke, hvor længe, vi kommer til at så i den her situation. Men vi regner med både investorer, og med, at vi kører planmæssigt derude, også fordi det tager nogle år, før arbejdet går i gang.
- Men det er klart, at selvom jeg ikke tror, vi går i stå med noget, kan vi møde modstand. Sådan er det med store projekter, og udviklingen i området er så stor og langstrakt, at der kan komme flere konjunkturskvulp, mens det kører.
Vejle skal vente til 2022, før gravemaskinerne går i gang, og herefter vil bydelen blive etableret i etaper, som begynder med holmene tættest på Vejle bymidte.
Borgmesteren forudser 10-15 års byggeri, før holmene og bygninger står færdige.
- Med forbehold for, at det kan gå hurtigere, hvis de rette investorer melder sig, siger han.
2.500 boliger skal skyde op fra losseplads
En ny bydel skal afløse et tidligere deponi og udvide Vejles bebyggede areal med 850.000 kvm