Københavns overborgmester Frank Jensen (S) håber på udbredt forståelse og ekstra sympati fra Christiansborg, når kommunernes økonomi til sommer skal midtvejsevalueres.
Mødet kommer ikke til at foregå som det plejer.
Corona, den farlige gæst i Danmark, har ikke kun været dødbringende, men også gift for kommunernes økonomi, trods ophævelse af anlægsloftet og mulighed for at fremrykke betalinger til leverandører.
- Krisen har på mange måder sat økonomien over styr, og det er alt fra lokale kaffebarer over frisører til Michelinrestauranter, der er gået konkurs. Der ligger et kæmpe arbejde med at hjælpe til med at få erhvervslivet på fode igen. Og jeg er glad for, at kulturlivet og vækstlagene her i byen har fået en hjælpende hånd; det må ikke gå tabt, siger Frank Jensen.
Bedre rustet end sidst
Overborgmesteren roser københavnerne for den udholdenhed, de allerede har vist, men er godt klar over nogle af de alvorlige følger.
- Coronakrisen kommer til at sætte sig i økonomien, både hos de private og hos os i Københavns Kommune, men heldigvis er vi bedre rustet end under finanskrisen. Jeg har også et håb om, at krisen bliver kortere end finanskrisen og at det, vi gør nu, for at understøtte økonomien og beskæftigelsen, holder, siger Frank Jensen, der 1. januar rundede de 10 år som overborgmester i København.
Må ikke gå ud over velfærd
- Jeg ved jo ikke præcist, hvad udgifterne i forbindelse med denne pandemi kommer til at løbe op i. Det er ikke til at sige, hvor længe krisen kommer til at køre. Men jeg er glad for, at alle ekstraordinære udgifter foreløbigt kan holdes udenfor den almindelige serviceramme. Forhåbentlig vil det ikke kunne mærkes på den almindelige velfærd og kommunens velfærdsydelser, når vi kommer ud på den anden side, siger Frank Jensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Men det kræver ekstra lydhørhed på Christiansborg og hos KL, når kommunerne, der alle er ramt, skal midtvejsevalueres, understreger overborgmesteren.
Projekter for 350 mio. kr
Frank Jensen er tilfreds med, at det lykkedes at få ophævet anlægsloftet.
- Det betød, at vi kunne fremrykke projekter for 350 mio. kr. og dermed bidrage til at holde hjulene i gang, siger han.
- På samme måde har vi fremrykket 4.500 regninger til vores leverandører, så vi udbetaler i alt 600 mio. kr. til vores leverandører, tilføjer han.
Fest for metroen aflyst
Som overborgmester i hovedstaden, hvor cirka 630.000 mennesker nu skal holde afstand til hinanden, er Frank Jensen imponeret over, hvor godt det egentlig er gået med at huske de nye påbud fra regering og sundhedsmyndigheder.
- Der er blevet uddelt nogle påtaler fra politiet, men det har været meget fint at se, hvor hurtigt københavnerne har været i stand til at frigøre sig fra gamle vaner og tilpasse sig en helt ny virkelighed. Vi står i en situation, som er historisk og skelsættende. Som også vores børn og børnebørn vil kunne huske, fordi krisen var så altomfattende i samfundet og alt blev vendt på hovedet, siger han.
Frank Jensen om pandemien: København håber på statspenge
Overborgmesteren håber på velvilje fra Christiansborg, når kommunalpolitikerne næste gang skal forhandle rammevilkår og kommunale budgetter