Politikere bør opsætte mål om et asbestfrit Danmark.
Det mener man i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT). Udmeldingen kommer efter en nylig sag fra Nyt Hvidovre Hospital, hvor der ifølge mediet A4 Arbejdsmiljø gik fire uger mellem, der i efteråret blev fundet asbest på byggepladsen, til at regionen informerede entreprenøren om fundet. Region Sjælland mener modsat, at man har informeret rettidigt, men sagen viser uanset hvad, at der er brug for skærpede retningslinjer, siger Søren Schytte, formand for arbejdsmiljøudvalget i BAT-kartellet.
- Vi har løbende problemet her og der og alle vegne. Og den her sag understreger, at problemet med asbest stadig er stort, siger Søren Schytte til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han peger derfor først og fremmest på, at politikerne bør opstille et mål om, at at Danmarks bygningsmasse bliver helt asbestfri.
BAT-kartellet stillede allerede forslaget i 2018, da den daværende regering fremsatte 20 forslag om en asbestindsats i Danmark. Dengang uden held.
- Vi havde gerne set, at vi fik lavet en national strategi om at arbejde mod et asbestfrit Danmark i 2040 eller 2050, siger Søren Schytte.
Sender regning videre
Samtidig ønsker han et krav om, at asbest skal fjernes, når man støder på det i stedet for at blive indkapslet.
For selvom det er forbudt at bruge asbest i nybyggeri, vælger man sjældent helt at fjerne det fra gamle bygninger. I stedet forsegler man tit asbesten bag plader eller maling, så den ikke udgør en sundhedsfare.
- Når vi pakker det ind, sender vi jo regning og konsekvenser videre til de næste, der skal arbejde med det. Det synes vi ikke kan være rigtigt, siger Søren Schytte.
Yderligere bør det være et lovkrav, at asbest skal fremgå af tilstandsrapporter på huse. En ny køber vil da få vigtig information om eksempelvis ikke at pille i sit eternittag selv. Og det vil kunne give sælger et incitament til at få fjernet asbesten inden et salg, mener han:
- Du kan have det i krybekælderen, i vinduesrammer, rundt om dine rør eller bag dine badeværelsesfliser, uden du ved det. Og uden at håndværkeren nødvendigvis ved det.
- Vi skal have knækket håndværkeres udsættelse for asbest. For vi ser desværre stadig mange tilfælde af asbestose og lungehindekræft, siger Søren Schytte.
Begge sygdomme er fremkaldt af at indånde asbestpartikler.
Beskæftigelsesministeren har mandag ikke haft mulighed for at kommentere BAT’s forslag om en asbestfri bygningsmasse. Regler om tilstandsrapporter hører under justitsministeriet og erhvervsministeriet. Justitsministeren havde mandag heller ikke mulighed for at kommentere.
BAT: Vi skubber asbestregning foran os
Håndværkere bliver for ofte udsat for asbest på byggepladsen, mener BAT-kartellet, som efterlyser national handlingsplan for asbestfrit Danmark