Endelig skete det. Efter at byggebranchen i flere uger har opfordret til at sætte gang i flere offentlige byggeopgaver for at støtte virksomhederne, der er hårdt ramt af coronakrisen, besluttede regeringen torsdag at suspendere kommunernes anlægsloft resten af året.
- Det er meget positivt, og vi er glade for, at regeringen har lyttet til os. Virksomhederne oplever, at flere og flere både private og offentlige kunder annullerer planlagte opgaver, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Tiltaget, som blandt andet frigiver opgaver for omkring 2,5 mia. kr., så kommunerne kan fremrykke eksempelvis renoveringer af skoler, daginstitutioner og veje, er dog langt fra tilstrækkeligt til at redde alle de tusindvis af byggearbejdspladser, der er i fare for at forsvinde på grund af viruspandemien, understreger Dansk Byggeri.
Kan højst redde 2.500 job
Ifølge organisationens beregning kan ophævelsen af det kommunale anlægsloft resten af året forhindre hjemsendelse af mellem 2.000 og 2.500 medarbejdere i bygge- og anlægsvirksomhederne.
Men Dansk Byggeri forudser, at beskæftigelsen i branchen vil falde med 16.400 medarbejdere fra første til andet kvartal på grund af coronapandemien.
Byggeriet: Vi har brug for mere hjælp
Aftalen om at sætte det kommunale anlægsloft ud af kraft i 2020 er tiltrængt, men det er langt fra tilstrækkeligt til at forhindre et massivt tab af byggejob som følge af coronakrisen, lyder det fra branchen