23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

30-årige Nana er elevernes rollemodel

Engagerede lærere og alsidige arbejdsopgaver er vigtige for eleverne, når de skal vælge ukendte uddannelser i byggeriet

Det har aldrig stået skrevet i granit, at Nana Holm Kristiansen skulle være underviser. Faktisk har hun altid brændt for byggepladsen. For arbejdet over og under jorden, for samarbejdet med kollegaerne og for de mange timer udendørs.



- Jeg har altid vidst, at jeg skulle være anlægsstruktør. Så jeg var færdiguddannet, da jeg var 20 år, siger Nana Holm Kristiansen entusiastisk.



I dag er Nana Holm Kristiansen 30 år, hustru og mor til to. Og så er hun underviser.



- Det har egentlig aldrig været planen. Men da jeg fik to børn, fandt jeg ud af, at det ikke passede så godt sammen, når man skal møde på byggepladsen klokken seks om morgenen, siger hun.



For halvandet år siden startede Nana Holm Kristiansen derfor som underviser for struktøreleverne på Learnmark Tech i Horsens. Dengang var der 18 elever, der efter det første grundforløb på skolen valgte struktørvejen. I dag er der 37 elever, der netop har valgt uddannelsen.



Skal man tro flere af de elever, der har sat deres kryds ved uddannelsen som struktør, skal en del af forklaringen til den stigning findes hos netop den 30-årige anlægsstruktør.



Konkrete muligheder

- Lærerne er mega vigtige, når vi skal vælge uddannelse. Nana er virkelig god, og det betyder rigtig meget, at hun selv er struktør. Hun viser os, hvad hun har lavet tidligere, og hvad man egentlig kan bruge uddannelsen til, siger Sebastian Simonsen, der er elev i Nana Holm Kristiansens klasse, og som før de ni dage under grundforløbet i anlægsstruktørens selskab troede, at han skulle være tømrer.



- Hun er en rollemodel for os, understreger han.



Det er ikke noget nyt, at eleverne på grundforløbet bliver præsenteret for uddannelserne bygningsstruktør, anlægsstruktør og brolægger.



Før Nana Holm Kristiansens ansættelse var det bare for eksempel en tømreruddannet lærer, der stod for at præsentere struktøruddannelserne, og så havde man heller ikke ni dage med fokus på nichen, som man har i dag.



- Og så er det klart, at de ikke sælger så godt, siger Nana Holm Kristiansen og tilføjer:



- En bager sælger jo ikke en kamsteg ligeså godt, som en slagter ville gøre.



Information er afgørende

Alligevel har Nana Holm Kristiansen svært ved at svare på, hvorfor skolen i Horsens har succes med at rekruttere elever til de mindre uddannelser i byggeriet.



- Men jeg tror, det handler om information. Jeg gætter på, at 9 ud af 10 af de elever, der starter på vores grundforløb her, ikke ved, hvad en struktør er. Man vælger jo ikke en ukendt uddannelse, så derfor er det rigtig vigtigt at fortælle de unge om mulighederne og gøre det sjovt for dem, siger hun og tilføjer, at man som faglært selv kan svare præcist og korrekt på de spørgsmål, som eleverne har.



I Licitationen - Byggeriets Dagblad skrev vi 13. januar, at en del af byggeriets nicheuddannelser er i fare for at uddø, fordi der er alt for få unge, der vælger at uddanne sig til for eksempel struktør. Dengang nævnte John Hvass, der er uddannelseskonsulent ved Byggeriets Uddannelser, at rollemodeller er rigtige vigtige, når man skal få flere elever til at vælge de mindre uddannelser.



Sebastian Simonsen og vennerne i klassen giver da også Nana Holm Kristiansen en del af skylden for deres uddannelsesvalg.



- Vi har virkelig respekt for hende, siger han og fortsætter:



- Hun har lidt den der byggepladsjargon. Hun siger tingene, som de er. Det kan jeg godt lide. Og så er hun oprigtigt interesseret i os. Hun spørger altid ind til den enkelte, og det er rigtig rart.



Frie og sjove opgaver

Selvom undervisningsvejen måske ikke var asfalteret fra start, er Nana Holm Kristiansen rigtig glad for, at hun i dag er lærer.



- Jeg elsker det. Det er rigtig fedt at åbne elevernes øjne for en ny verden, og se hvordan de rykker sig. Jeg fortæller dem om, hvad det præcis vil sige at være struktør, men på en måde, så det bliver gjort i øjenhøjde. For eksempel sagde jeg forleden, at jeg hellere vil stå i en kloak end at skifte mine egne børns ble, griner hun og fortæller, at det satte tanker i gang hos eleverne.



- Det er jordens fedeste fag jo, og der skal være plads til sjov.



Derfor er mange af lærerindens opgaver også frie.



- De skal selvfølgelig lave et produkt. Måske skal de lave en terrasse med et afløb og en trappe, men om den terrasse så er trekantet eller firkantet, det er lige meget. Jeg vil helst se ni forskellige terrasser, siger hun.



Mor og far er problemet

Samtidig gør Nana Holm Kristiansen meget ud af at informere elevernes forældre om uddannelsen.



Det er nemlig ofte mor og far, der har problemer med de små uddannelser i byggeriet.



- De ved, hvad det vil sige at være tømrer eller murer. Men struktør? Det kender de ikke til. Det er ofte moren, der ikke vil have, at deres lille søn skal ud i sådan et hårdt arbejde, eller ikke synes, at det er fint nok, siger Nana Holm Kristiansen med et grin og tilføjer:



- Men altså. Se på mig? Hvis jeg kan klare det, så kan deres søn så sandeligt også.



Viden er altafgørende, og derfor kunne lærerinden også godt tænke sig at invitere mor i skole.



- Det kunne være fedt at lave et åbent værksted for mødrene, hvor de kan komme ind og se, hvad det vil sige at være struktør. Så tror jeg, at de vil få et andet syn på det.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.183