23948sdkhjf

Fortsat kollapstrussel på rutebilstation: Soldater holder kælder på plads

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skal fortsat vente tre måneder på svar fra prøver, inden rutebilstationens fremtid kan afgøres

Hvad der tidligere var en livsnerve i det centrale Aarhus, ligger nu øde hen. Tilbage i oktober blev Aarhus Rutebilstation nemlig akut afspærret på grund af fare for sammenstyrtning i en parkeringskælder under stationen.

Selvom det nu er tre måneder siden, så kommer der til at gå mindst tre måneder endnu, før der endnu er svar på prøverne fra parkeringskælderen - og dermed ligger rutebilstationens fremtid også endnu uvis hen.

- Vi har haft gang i forskellige undersøgelser, taget prøver af parkeringskælderens dæk og ingeniørberegninger af konstruktioner, og så skal ingeniørerne tolke på de svar og rapporter, der kommer. Så omkring uge tolv forventer vi at kunne sige, hvilken vej der er fornuftig at gå, siger Katharina Nyborg, der er ejendomschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til Tv2 Østjylland.

For at minimere nedstyrtningsfaren i perioden, indtil ingeniørerne har resultater klar, har Teknik og Miljø derfor sikret parkeringskælderen:

- Parallelt med undersøgelserne har vi afstivet dækket med soldater, som det hedder. Det er et stillads i parkeringskælderen i to områder, så ind- og udkørslen er forbedret, siger hun.

Soldaterne, der for nu holder to områder af parkeringskælderen rutebilstationen stabil, betyder også, at afspærringerne omkring busstationen er minimeret.

- Busserne kan køre sikkert omkring falafelboden og ind og ud af rutebilstationen, indtil vi har svar fra prøverne og ved mere om, hvad der er fornuftigt at gøre, siger ejendomschefen.

Når prøvesvarene foreligger, udarbejder Teknik og Miljø en politisk indstilling, så byrådet i Aarhus kan vurdere, hvilken løsning, de vil gå videre med.

Politisk åbning for større ændring
Efter rutebilstationen tilbage i oktober blev afspærret på grund af nedstyrtningsfare, har det sidenhen været en oplagt mulighed for politikerne i Aarhus Byråd, om det langt om længe er tiden til at gøre noget ud af planerne om at lave en helt ny rutebilstation.

- Lad os nu komme i gang med at lave noget nyt, sagde Ango Winther (S), der er medlem af Aarhus Kommunes tekniske udvalg, tidligere til Tv2 Østjylland.

I Venstre er man heller ikke meget for at kaste en masse penge i en rutebilstation, der er i fare for at kollapse.

- Jeg tænker, at det her giver os mulighed for at tage stilling til de fremtidsplaner, som teknikrådmanden har været inde på. At vi finder andre muligheder end at have en centralt placeret rutebilstation, sagde Venstres Gert Bjerregaard dengang til Tv2 Østjylland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172