23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

3F kritiserer Dansk Byggeris prognoser

Dansk Byggeris prognose for årets udvikling i beskæftigelsestallet i bygge- og anlægsbranchen er for pessimistisk, mener cheføkonom i fagforbundet 3F

Dansk Byggeri rammer ved siden af, når de forudsiger et fald i bygge- og anlægsbeskæftigelsen på 1000-1500 personer i 2020.

Prognosen er nemlig foretaget på et snævert grundlag.

Det vurderer Frederik Imer Pedersen, der er cheføkonom hos fagforbundet 3F.

- Dansk Byggeri kendte kun kvartalstallene for 1. og 2. kvartal 2019, da de kom med deres prognose for den forventede udvikling i bygge- og anlægsaktiviteten i 2020 og 2021, siger Frederik Imer Pedersen til Licitationen - Byggeriets Dagblad

Dermed har Dansk Byggeri ikke haft øje for, at beskæftigelsestallene i efteråret 2019 viste en forsat stigning.

- Dels landede årsgennemsnittet for 2019 ikke på 176.500 personer, som Dansk Byggeri ellers forudså i deres prognose, og dels er niveauet ved udgangen af 2019 højere, end det der implicit lå i Dansk Byggeris prognose, siger han og understreger, at de nye kvartalstal for 2019 giver Dansk Byggeri en anledning til en opjustering af prognosen for 2020.

Fastholder retningen
Hos Dansk Byggeri anerkender man, at der har været et bedre beskæftigelsestal i efteråret 2019, end man havde forventet.

Samtidig understreges det, at de ikke har forventet et fald i beskæftigelsen i 2019, men at de skønnede en stigning på 3.900 personer - og ikke 5.000, som det endelige beskæftigelsestal steg med i 2019.

- Vi er blevet positivt overrasket. Det betyder, at vi får et lidt højere årsgennemsnit for 2019, og at vores 2020 og 2021 bliver lidt parallelforskudt, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg.

Han nævner to store ting, der har ændret sig positivt, siden prognosen blev lavet i oktober 2019.

- Der er knap så meget international økonomisk usikkerhed, og aftalen om en kommende ny boligskat er også blevet udskudt fra 2021 til 2024, siger So Sandberg.

Samtidig understreger han, at Dansk Byggeri fastholder deres antagelse om, at beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vil falde med omkring 1.000-1.500 personer i 2020.

- Udgangspunktet bliver lidt bedre ved indgangen til 2020, end vi havde forventet, men retningen er stadig, at beskæftigelsen kommer til at gå lidt og udramatisk tilbage, siger Bo Sandberg.

Det er ifølge Frederik Imer Pedersen en pessimistisk og urealistisk forventning:

- Dansk Byggeri var jo også for pessimistiske med beskæftigelsen i 2019, og med de nyeste tal er det samtidig mere realistisk med en fremgang i 2020 end det fald på 1000 personer, som Dansk Byggeri tilsynelandende holder fast i, siger han.

Verden er uforudsigelig
I sidste uge udtalte Bo Sandberg sig om årsagen til deres forventelige fald i beskæftigelsen til Licitationen, da vi omtalte Dansk Byggeris prognose for 2020. Her nævnte Bo Sandberg, at ejerlejlighedsmarkedet i byerne har nået et mætningspunkt, og at flere store vej- og baneprojekter er blevet afsluttet.

Hos 3F er man ikke af samme overbevisning.

- Der er fortsat intet der tyder på vending i bygge- og anlægsbeskæftigelsen, og selvom aktiviteten i bolig-, bygge og anlægsinvesteringerne bremser op sammenlignet med tidligere, så peger alle prognoser på fortsat fremgang i 2020. Renteniveauet er også fortsat ekstremt lavt, og den økonomiske usikkerhed er aftaget noget sammenlignet med oktober 2019, siger Frederik Imer Pedersen.

Som bekendt er prognoser jo gætværk. Derfor kan de to cheføkonomer kun spå om, hvem der ender med at få ret i deres antagelser.

- Virkelighedens verden kan udvikle sig på forskellige måder. Prognoser er selvfølgelig hæftet med usikkerhed. Men prognoser er vores bedste bud på, hvad der kommer til at ske, ud fra de oplysninger, vi har på daværende tidspunkt, siger han og tilføjer:

- De har deres bud, og vi har vores bud. Når året så er omme, må vi se, hvem der har ramt mest rigtigt.

Dansk Byggeri kommer med næste opdaterede prognose i foråret.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094