Det er som bekendt et stort arbejde at flytte, og man stiller sig selv mange spørgsmål i den forbindelse. Hvor skal man overhovedet flytte hen? Skal det være nybyg eller en transformation? Hvem skal betale? Og hvad skal man så proppe ind i de nye lokaler?
Alt det og meget mere til er Naturhistorisk Museum i Aarhus i øjeblikket ved at få svar på, så deres store vision om at etablere et nyt, stort museum kan rykke tættere på at blive til virkelighed.
- Vi er i samarbejde med en lang række aktører ved at få færdiggjort en rapport, der giver os en afdækning og en besvarelse af de væsentligste spørgsmål, og den er klar inden sommerferien i år, fortæller Bo Skaarup, der er direktør for museet til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det er over halvandet år siden, at Naturhistorisk Museum i Aarhus for første gang offentliggjorde store planer for fremtiden. Visionen er at etablere et "inviterende og ikonisk Nature & Science Museum på Aarhus Ø, der kan fungere som et internationalt anerkendt forsamlingshus for biodiversitet, grøn omstilling og bæredygtig udvikling med mennesker og natur i centrum".
Aarhus Ø er et byområde under udvikling i Aarhus Ø, der bygges på den tidligere containerhavn i den nordlige del af havnen.
Naturhistorisk Museums ambition er at indvie det nye museum med et areal på op mod 20.000 kvm i 2026 i bydelen.
Prisen lyder på ikke mindre end 500-650 mio. kr.
Til sammenligning har Moesgaard Museum i Aarhus et bruttoareal på 15.500 kvm, og nybygget havde en pris på 393 mio. kr.
Med andre ord fejler ambitionerne ingenting, men spørgsmålet er så, hvor tæt projektet er på at blive ført ud i livet.
På en skala fra 1-10, hvor sikker er du så på, at aarhusianerne og andre kan besøge et nyt Naturhistorisk Museum på Aarhus Ø om 10 år?
- Chancen er meget større i dag end for tre år siden. Hver dag kommer vi højere og højere op på skalaen, fordi vi kan se alt det forarbejde, der bliver gjort. Men der gives ingen garanti, for så gør jeg regningen uden vært. Vejen dertil kræver andet end vores vilje og egenkapital, men jeg mærker i høj grad en interesse fra byen og fra masse interessenter, siger Bo Skaarup.
Navitas er mest oplagt
I 2018 donerede Salling Fondene tre mio. kr. til at udarbejde en forundersøgelse af mulighederne, og det er altså den undersøgelse, der nu snart er færdig.
I dag har museet hjemsted i Universitetsparken. Planen er, at museet skal rykke ud af de eksisterende lokaler til fordel for en tilværelse på Aarhus Ø.
Flere lokationer på havnen har været i tale, men Bo Skaarup vil allerede nu løfte lidt af sløret for, hvad forundersøgelserne for geografien har vist. Der er nemlig ikke mange steder og grunde at vælge mellem.
- Vi fokuserer på bygningen Navitas. Det gør vi, fordi vi er blevet bekendte med, at der sker markante udflytninger af de eksisterende aktiviteter i Navitas de kommende år, siger han og tilføjer:
- Når der sker en udflytning, så er det det mest nærliggende.
Navitas fungerer i dag som en uddannelsesinstitution og er et ejerfællesskab mellem Aarhus Maskinmesterskole, Aarhus Universitet og Incuba.
Bo Skaarup fortæller, at man vil transformere Navitas til en kulturel institution, og at der er mange "interessante perspektiver" i forhold til at ombygge den store bygning på havnen til et museum.
Samtidig understreger direktøren, at der endnu ikke er en aftale på bordet:
- Det her er forundersøgelser. Vi hverken ejer Navitas eller sidder for enden af bordet, når der skal tages beslutninger om Navitas’ fremtid, siger han og tilføjer, at museet endnu ikke er i konkret dialog med Navitas.
Vinduerne lukker
Der har tidligere været tale om, at andre områder på Aarhus Ø kunne være relevante i forhold til placeringen af det nye kæmpemuseum.
Planer om kæmpemuseum på Aarhus Ø
Til sommer forventes forundersøgelserne til stort museum på Aarhus Ø at være færdige, men lokalitetsmulighederne er ved at være få, oplyser direktør