REGION HOVEDSTADEN
SKOVLUNDE
Ombygning af veje
For at understøtte den igangværende udvikling af Skovlunde Bymidte er Ballerup Kommunes rådgiver i gang med at projektere en ombygning af henholdsvis Torvevej og Bybuen.
Den nye udformning af vejanlæg og det trafikale løsningsforslag er på Ballerup Kommunalbestyrelses dagsorden på mandag, hvor det indstilles til godkendelse. Det samme gør tidsplanen for anlæggelse af Torvevej og Bybuen. Samtidig søges der anlægsbevilling til projektet.
Detailprojektering, udbud og gennemførelse af Torvevej foretages i samarbejde med Novafos, der vil nedlægge rørbassiner.
BALLERUP
Fortove
Ballerup Kommune har afsat 1 mio. kr. i 2019 og 2 mio. kr. i 2020 til fortove på Ballerup Boulevard, og pengene søges nu frigivet til gennemførelse af det af Teknik- og Miljøudvalget godkendte fortovsløsning.
Center for By, Erhverv og Miljø indstiller, at der gives en anlægsbevilling på 0,4 mio. kr. i 2019 og 2,6 mio. kr. i 2020 til projektet. Sagen er på kommunalbestyrelsens dagsorden på mandag.
ALBERTSLUND
Natur- og landskabsprojekt
Albertslund Kommunalbestyrelse frigav forleden rådighedsbeløbet for 2020 til Natur- og Landskabsprojekt Hyldager Bakker.
I februar frigav kommunalbestyrelsen rådighedsbeløb 2019 til myndighedsarbejder; planlægning, projektering og tilsyn; trafikprojekt; jordprojekt og ledningsarbejde. I 2020 vil arbejderne fortsat omfatte planlægning, projektering og tilsyn; trafikprojektet, jordprojektet og ledningsomlægningerne. Desuden sættes udførelsen af natur- og fritidsprojektet i gang. Det forventes, at der sker den første beplantning i Kongsholmsparken ultimo 2020. Natur - og fritidsprojektet fremsendes til politisk godkendelse første halvår 2020.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Trafiksanering
I Trafikplan 2016-20 er udpeget fire uheldsbelastede vejkryds i Solrød Kommune. Tre af de fire kryds er blevet trafiksikret, og nu resterer kun rundkørslen Cementvej/Strandvejen.
Administrationen indstiller til byrådet, at projekteringen af trafikforbedrende tiltag i rundkørslen sættes i gang, og at der frigives en anlægsbevilling på 200.000 kr. til formålet.
Administrationen forventer at kunne forelægge Byrådet en sag om frigivelse af anlægsbevilling til selve udførelsen i løbet af 2020 med finansiering fra budget 2020.
REGION NORDJYLLAND
SINDBJERG
Rekreativt område
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune har besluttet, at Sindbjerg Muslingedeponi og Fyldplads lukker endeligt for modtagelse af jord, haveaffald og murbrokker 1. april 2020. Samtidig har udvalget godkendt en ny retableringsplan for Sindbjerg Muslingedeponi og Fyldplads, som skal gennemføres i løbet af 2020 og 2021.
Det er planen at udnytte områdets nuværende topografi til at skabe et spændende naturområde med en høj biodiversitet kombineret med en rekreativ udnyttelse til vilde aktiviteter som orienteringsløb, terrænridning og mountainbikekørsel.
Islænderhesteklubben Hrimfaxa har indsendt et forslag til anvendelse af området til terrænridebane, og cykelklubberne har længe ønsket mere plads til mountainbikebaner i Sindbjerg, og retableringsplanen omfatter både terrænridebane og mountainbikespor.
I retableringsplanen bevares det nuværende terræn i grove træk, dog jævnes tuer/læs af jord. Asfaltplads og mandskabsskur bevares til parkerings- og opholdsfaciliteter. Cirka tre hektar plantes til med skov, resten af området skal henligge uberørt uden tilplantning.
Der er endnu ikke lavet økonomiske beregninger for alle dele af nedlukningen, retableringen og den fremtidige drift.
Den nye retableringsplan skal godkendes af Miljøstyrelsen, idet de er tilsynsmyndighed for Sindbjerg Muslingedeponi og Fyldplads, og der skal desuden udarbejdes en ny lokalplan for området.
NYKØBING MORS
Trafiksanering og parkering
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune har godkendt Områdefornyelsesprojektet for Klostertorvet, Trafiksanering og Parkeringsarealerne ved Netto og Løvbjerg. Samtidig har udvalget besluttet at sende opgaven med at renovering af Klostertorvet og parkeringsarealerne i udbud. Områdefornyelsen indeholder fire hovedprojekter; Gasværksvej, Klostertovet, omlægning af parkeringsarealerne og omlægning af trafikken ved Broen og Vesterbro med henblik på nedlæggelse af rundkørslen. Gasværksvej er næsten afsluttet, og omlægning af trafikken ved Broen og Vesterbro bliver udført som det sidste i områdefornyelsen.
Klostertorvet renoveres, så der bliver en bedre sammenhæng med gågaden og så parkeringsarealerne bliver mere struktureret. Formålet er især at sikre de bløde trafikanter og skabe et indbydende byrum. Parkeringsarealerne skal gøres mere overskuelige.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Skovlunde, Ballerup, Albertslund, Solrød, Sindbjerg og Nykøbing Mors