De 32 godkendte indstillinger til arkitekturprisen Årets Arne 2020 har nu været til afstemning blandt medlemmerne af Arkitektforeningen København.
De har peget på seks værker, der alle kunne fortjene at vinde den faglige pris, der er opkaldt efter arkitekten og designeren Arne Jacobsen (1902 -71).
Der er tale om værker, der spænder fra gigantisk infrastruktur over landskabshåndtering til den mere klassiske arkitektur.
Og det er ikke størrelsen, der har været afgørende: Ganske små og hidtil ukendte projekter er blevet nomineret foran langt større og mere prominente.
- De nominerede værker er udtryk for, hvad arkitekter prioriterer i arkitektonisk kvalitet. I konkurrencesituationer vurderes arkitektur på mange parametre og kun delvist på arkitektonisk kvalitet. I anmeldelser og fagbøger bygger vurderingen på én eller ganske få fagfolks vurdering. Afstemningen her er derfor et sjældent kollektivt udsagn om, hvad faget ifølge arkitekter bør stræbe efter, mener arkitekt Morten Birk Jørgensen, der er medlem af lokalledelsen i Arkitektforeningen København.
Nu seks og ikke fem
Forslag til indstillinger har været åben for offentligheden, og alle lever op til prisens kriterium: at være opført indenfor det seneste år i hovedstadsområdet. Det var oprindeligt hensigten at finde fem nominerede værker, men en stemmelighed har øget tallet til nu seks.
Formålet med afstemningen har været at indsnævre feltet, men ikke udpege en vinder.
- Det skyldes en holdning om, at arkitektur ikke bør vurderes alene ud fra billeder og tekst, men skal sanses direkte. Derfor skal juryen besøge stederne, siger Morten Birk Jørgensen.
- Hvordan sammenligne pærer og bananer? Det gør vi ved at udveksle betragtninger. Arkitektfaget har en stolt tradition for faglig kritik, og den vil vi holde i hævd, tilføjer han.
I forlængelse af et arrangementet 22. januar udpeger juryen vinderen af Årets Arne, som kåres endeligt ved Københavns-afdelingens nytårskur 31. januar.
Hyldest til byens store forandringer
De nominerede til Arkitektforeningens Arne-priser er fundet, og vinderen kan blive det største infrastukturprojekt eller det mindste og mest forfinede stykke arkitektur