23948sdkhjf

Byggeriet modtager finansloven med blandede reaktioner

Organisationerne er tilfredse med, at Boligjobordningen videreføres, men ser dystert på at det bliver dyrere at generationsskifte

Det er både ris og ros til regeringen og dens støttepartier for Finansloven 2020, der blev landet sent mandag aften.

Boligjobordningen bliver nemlig videreført i sin nuværende form. Til gengæld gjorde regeringen alvor af sin kamp for at øge arveafgiften ved generationsskifter.

- I Dansk Byggeri kvitterer vi for, at S-regeringen har sikret ro om håndværkerfradraget, så borgerne også fremover kan benytte det til både serviceopgaver og til at få renoveret boligerne, så de bliver klimavenlige og energieffektive. Samtidig bidrager fradraget til at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet i kampen mod sort arbejde, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Han mener, at Boligjobordningen, kan komme til at spille en vigtig rolle de kommende år.

- Når der skal sættes kød og blod på klimalovens 70 procents reduktion af drivhusgasser, er energirenoveringer af vores boliger og dermed håndværkerfradraget ikke til at komme uden om, påpeger Lars Storr-Hansen.

Dyrere generationsskifte
Samme glæde finder man i SMVdanmark.

- Den (Boligjobordningen, red.) medvirker til at reducere det sorte arbejde og til at sikre, at flere boligejere klimarenoverer deres bolig - begge dele noget, der gavner fællesskabet Danmark, konstaterer vicedirektør Jakob Brandt i en pressemeddelelse, hvor han samlet set giver finansloven karakteren 10.

At den ikke er helt oppe at ringe skyldes, at regeringen trods advarsler fra stort set et samlet dansk erhvervsliv øger skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder til 15 pct.

I 2016 besluttede den daværende regering gradvist at sænke bo- og gaveafgiften på familieejede virksomheder til fem procent frem mod 2020. Det er den lempelse, regeringen og dens støttepartier nu annullerer.

En brandbeskatning
- Hvis man vil bevare danske virksomheder og arbejdspladser, nytter det ikke noget at gøre det dyrere for næste generation at overtage og videreføre virksomhederne. Og hvis man ønsker en ensartet arveafgift, burde man have valgt den laveste og ikke den højeste fællesnævner. I Sverige har regeringens socialdemokratiske søsterparti for eksempel helt afskaffet arveafgiften, siger Lars Storr-Hansen.

Regeringen nedsætter en ekspertgruppe, der skal se på, hvordan man udregner den værdi, virksomheder der skifter hænder, skal vurderes ud fra.

Men det ændrer ikke på, at der bliver tale om en brandbeskatning af virksomhederne, mener Tekniq Arbejdsgiverne.

— Det er fint nok, at man vil sætte en ekspertgruppe til at kigge nærmere på værdiansættelsen af virksomhederne, men det kan jo have lange udsigter. Samtidig ændrer det ikke på, at man vil brandbeskatte virksomhederne, når ejerskabet går videre fra én generation til den næste. Og det er stærkt problematisk, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen.

Han glæder sig dog over, at man har droppet planerne om at ændre reglerne for dækning af udgifter til sygemeldte medarbejdere ude i virksomhederne.

Således vil virksomheder stadig få refusion fra staten i form af sygedagpenge efter den ansattes 30 første sygedage og ikke først efter 40, som der ellers var lagt op til.

Læs mereBoligjobordningen overlever med ny finanslov

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126