Efter væsentlig tilbagegang på bundlinjen før skat sidste år er Christensen & Co. Arkitekter A/S i 2018/19 igen på sporet med en mindre fremgang.
Virksomheden, der holder til på Bragesgade på Nørrebro i København, forbedrer sin bundlinje fra 1,7 mio. kr. til 2,1 mio. kr.
Det sker selvom bruttofortjenesten går tilbage fra 26,4 mio. kr. i 2017/18 til 24,7 mio. kr. i 2018/19.
Virksomheden er imidlertid fortsat langt fra de 5,9 mio. kr. før skat i 2016/17, men er alligevel godt tilfredse med det nyeste regnskab.
"Regnskabsåret 2018/ 2019 har været tilfredsstillende", lyder det i ledelsesberetningen.
Her fremgår det, at virksomheden har diverse byggeopgaver i gang og flere byggerier under projektering. Blandt andre fremhæves Odsherred Teater og Fremtidens Skole i Nærheden.
"Ligeledes er der mange nye udbud og konkurrencer i gang og mange nye udbud på vej indenfor vores fokusområder", fortsætter ledelsesberetningen med henvisning til byggerier til forskning og uddannelse samt kultur- og idrætsbyggeri.
Tror på fremtiden
De igangværende og nye projekter gør, at en væsentlig del af omsætningen for indeværende regnskabsår allerede er kontraheret. Og det sikrer ifølge ledelsesberetningen en "solid base for fortsat positiv udvikling".
"Vi mærker en stabil og fortsat interesse fra nuværende og nye bygherrer samt samarbejdspartnere i branchen", lyder det.
Senest er Christensen & Co. Arkitekter sammen med Urban Creators, Kragh & Berglund, Urban Power og Moe udpeget som holdet bag vinderprojektet for Stejlepladsen i Københavns Sydhavn, der skal udvikles med øje for områdets karakter og beliggenhed og med fokus på bæredygtige boliger.
Christensen & Co. Arkitekter blev stiftet i 2006 af Michael Christensen. Partnergruppen består i dag af kreativ direktør og stifter Michael Christensen, adm. direktør Vibeke L. Lindblad, Thomas Nørgaard, Mikkel H. Sørensen og Michael Larsen.
Det har inden redaktionens deadline ikke været muligt med kommentarer fra adm. direktør Vibeke L. Lindblad
Tegnestue løfter indtjeningen igen
Christensen & Co. Arkitekter A/S er i 2018/19 tilbage med en lille fremgang, efter bundlinjen tog et ordentligt dyk sidste år