LICITATIONEN MENER: Juristerne elsker den stridbare byggebranche, hvor lånepriser er stue-rene
Af Klaus Tøttrup
Juristerne har altid haft et godt øje til bygge- og anlægsbranchen, hvor voldsgiftsager og retssager hører med til dagligdagen og hvor kontrakten mellem bygherren, entreprenøren og underentreprenørerne som udgangspunkt ikke er en samarbejdsaftale, men en krigserklæring.
I de senere år har der især været fokus på en række kartelsager, hvor virksomhederne på den ene eller den anden måde har forbrudt sig mod konkurrencereglerne.
Sagerne har løftet sløret for nogle rutiner i branchen som i bedste fald er uheldige og i værste fald direkte ulovlige. Mange virksomheder har lånt priser af hinanden for at tilfredse bygherrerne eller total- og hovedentreprenøren. Har man ikke tid til at regne tilbud på en opgave, vil man jo alligevel gerne vise interesse, så man ikke bliver fravalgt næste gang.
Det paradoksale er, at mange virksomheder ikke opfatter det at låne priser hos hinanden som et brud på konkurrencereglerne: Man snyder jo ikke nogen!
Sat på spidsen kan man sige, at hvis man bliver nødt til at låne priser for at give tilbud på en opgave, man alligevel ikke har kapacitet til at påtage sig, så snyder man både sig selv og bygherren.
At have kapacitet til at regne tilbud må og skal være en del af det at drive en konkurrencedygtig og kvalificeret virksomhed. Kan man ikke det, så har man enten for travlt eller en forretningsmodel som ikke passer til det marked, man arbejder i.
Artiklen er en del af temaet Lederen.
