Efter et år med tilbagegang er Frederikssund-virksomheden Søndergaard A/S klar til at skrue op for blusset.
- Der er mulighed for at vokse i det eksisterende marked, hvor vi forventer en fremgang på 10 til 15 procent. Vi vil vinde markedsandele, og er indstillet på at tage en større risiko og dermed lavere dækningsgrader. Vi skal have hentet den vækst tilbage som vi tabte sidste år, sådan siger adm. direktør og ejer Mads Søndergaard fra nedrivningsvirksomheden Søndergaard A/S.
Han fortæller, at antallet af udbud i markedet lige nu er på et lavere niveau end for 1,5 år siden.
Større ordrebog
Virksomheden er netop gået i gang med nedrivningen af otte boligblokke for boligselskabet KAB i Taastrup. Og i forhold til sidste år, så er det lykkedes at få en bedre ordrepipeline. Og Søndergaard er altså klar til at gå ind i en fremtid med lavere overskudsgrader.
- Vi forventer sorte tal på bundlinjen i indeværende år. Hvor meget afhænger af omsætningen, og hvor gode vi er til at projektstyre.
Virksomheden oplyser ikke omsætningstal i regnskabet, men bruttofortjeneste falder fra 94,7 mio. kr. i 2017/18 til 76,2 mio. kr. i 2018/19. I samme periode dykker overskuddet efter skat fra 19,2 mio. kr. til 15,6 mio. kr.
Mads Søndergaard fortæller, at regnskabet er præget af en øget konkurrence om opgaverne.
- Der har været længere mellem de store opgaver, der giver volumen. Der er færre, og priserne bliver presset på dem, der nu er. Vi har ikke ønsket at tage en større risiko i året.
Søndergaard har været involveret i cirka 250 byggesager fordelt henover hele året.
Vil ekspandere
Flere aktører i branchen har de senere år bevæget sig fra Jylland til Sjælland. Men Søndergaard har ambitioner om at gå den anden vej og indtage Jylland.
- Vi vil gerne ind i nye markeder. Det kunne eksempelvis være det jyske. Opstår den rigtige mulighed, så håber jeg, at vi er i det jyske inden for en kort årrække. Vi kunne starte med medarbejdere fra konkurrerende virksomheder, eller det kunne ske via opkøb. Vi holder øjne og øre åbne.
Mads Søndergaard fortæller, at det er lykkedes virksomheden at fastholde en høj andel af egenproduktion på projekterne.
- Vi har en bevidst strategi om at øge andelen af egenproduktion. Det er et vigtigt kvalitetsparameter og middel til at til sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold. Normalt bliver der brugt mange vikarer i denne branche, men vi har en strategi om at have en stor andel af medarbejdere i eget hus. Det har vi også struktureret vores organisation til, siger han.
Nedriver vil tilbage i vækst og skruer op for risikoen
Søndergaard A/S oplevede faldende omsætning og indtjening i det seneste regnskab