23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Holbæk, Vipperød, Kerteminde, Viborg, Vorup og Fjaltring

REGION SJÆLLAND



HOLBÆK

Fodboldgolfbane

Holbæk Kommune har meddelt landzonetilladelse til etablering af en fodboldgolfbane på Ringstedvej 196, Holbæk. Der kan indgives klage til Planklagenævnet over afgørelsen frem til 2. december.



Banen ønskes anlagt med 18 huller nord for den eksisterende golfbane, hvor der i dag er mark.



VIPPERØD

Minivådområde

Holbæk har givet landzonetilladelse til etablering af et minivådområde på Skimmedevej 16, Vipperød. Der kan indgives klage til Planklagenævnet frem til 25. november.



Oplandskonsulenterne har på vegne af Finn Ove Jensen søgt om tilladelse til at etablere et minivådområde med et areal på cirka 5.900 kvm, som placeres i en lavning i terrænet. For at sikre at drænvandet bliver inden for området, etableres der diger omkring anlægget på de sider, der ligger lavere end selve anlægget. Minivådområdet består af en række bassiner, som renser drænvandet fra markerne for nitrat og fosfor, inden drænvandet ledes tilbage i et nærliggende vandløb/dræn.



REGION SYDDANMARK



KERTEMINDE

Havvindmøllepark

Kerteminde Kommune har modtaget en høring om tilladelse til forundersøgelse af en ny havvindmøllepark ved Paludan Flak syd for Samsø. Wind Estate A/S, der har overtaget vindmøllerne samt tilhørende selskaber, har ansøgt Energistyrelsen, som har sendt ansøgningen i høring hos Kerteminde kommune.



Området består i dag af 10 eksisterende vindmøller der har produktionstilladelse til 2027. Wind Estate A/S ønsker at udskifte vindmøller samt udvide vindmølleparken eller alternativt forlænge den nuværende produktionstilladelse. Investor Erik Abraham præsenterede projektet på Miljø-, Natur- og Teknikudvalgets møde forleden.







REGION MIDTJYLLAND



VIBORG

Renovering af regnvandsledninger

Regionshospitalet Viborg har i det seneste år konstateret indtrængende regnvand i bygning 1, når det regner meget, samt registreret problemer med kloaksystemet og tagafvandingssystemet ved afløb i jorden ved forskellige bygninger ved Regionshospitalet Viborg.



På baggrund heraf har Hospitalsenhed Midt fået udarbejdet en tilstandsvurdering af dels skjulte regnvandsledningerne i altandæk i bygning 1 dels kloakledninger i terræn samt tagafvandingssystemets tilstand ved bygning 6 på Regionshospitalet.



Der er udarbejdet et forslag til løsning af de nævnte problemstillinger, som ventes at beløbe sig til 7,3 mio. kr.



Regionsrådet i Region Midtjylland har bevilget de 7,3 mio. kr. til den påkrævede renovering og besluttet, at håndværkerudbuddet gennemføres som begrænset udbud uden prækvalifikation.



VORUP

Bassin

Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune anbefaler, at forslag til tillæg nr. 53 til spildevandsplanen om etablering af bassinanlæg i Storkeengen godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.



Tillægget vil give mulighed for, at regnvand fra et mindre område i det nordlige Vorup kan renses i et regnvandsbassin i Storkeengen. Samtidig giver planen mulighed for at etablere et mindre pumpebassin samt at grøfter i området fremover bliver en del af det spildevandstekniske anlæg. Etablering af bassin og tilhørende ledninger finansieres af Vandmiljø Randers A/S.



Samtidig anbefaler udvalget, at også forslag til tillæg nr. 50 til spildevandsplanen om regnvandsbassin ved Vorup godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.



Tillægget giver mulighed for, at regnvand fra størstedelen af Vorup kan renses i et regnvandsbassin som etableres i området vest for jernbanen og øst for Fjordvang. Regnvandsbassin med tilhørende til- og afløbssystem finansieres af Vandmiljø Randers.



FJALTRING

Områdefornyelse

Lemvig Kommune planlægger en områdefornyelse i Fjaltring - Trans - Ferring, og to arbejdsgrupper har set nærmere på, hvad områdefornyelsen skal omfatte, og dermed hvad de afsatte 2.760.000 kr. skal bruges til.



Teknik- og Miljøudvalget havde sagen på dagsordenen forleden, hvor de fremlagte forslag til delprojekter og disponeringen af pengene blev godkendt. Projekterne indskrives herefter i det endelige områdefornyelsesprogram, som skal godkendes i næste måned.



De godkendte projekter omfatter blandt andet en cykel-/vandresti fra Trans Kirke, hvor Vestkyststien nu slutter, forbi Trans Ferieby og Strand til Løkkevej, og en cykel-/vandresti fra Løkkevej gennem det nye sommerhusområde over Dybe Å til Kjeldbjergvej. Også en opgradering af parkeringspladsen midt i Ferring med en sti frem til Vestkyststien er blandt projekterne, ligesom en forskønnelse af vejforløbet gennem Fjaltring er det.



Områdefornyelsen planlægges gennemført over en periode på fem år med flest aktiviteter de første år.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.17