REGION NORDJYLLAND
NYKØBING MORS
Byggegrunde
Morsø Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 17.137 Boligområde ved Eghøj endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at imødkomme en efterspørgsel på nye byggegrunde i Nykøbing Mors, og den udlægger et mindre område til 14 boliger.
REGION MIDTJYLLAND
FUNDER
Boligområde
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget lokalplan 14-015 for et boligområde ved Funder Bygade og Skærskovhedevej i Funder endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for 21 tæt-lave boliger og én åben-lav bolig.
GØDVAD
Boligområde
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget lokalplan 13-011 for et boligområde ved Kallundmose i Gødvad og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Det nye plangrundlag giver mulighed for et nyt boligområde ved Kallundmose med plads til cirka 140 boliger fordelt på cirka 100 tæt-lave boliger, fire punkthuse med i alt 36 boliger. Der åbnes desuden mulighed for opførelse af flere parcelhuse langs Nørreskov Bakke.
SILKEBORG
Vejarbejde
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune besluttede tilbage i april at gennemføre en kloakrenovering med efterfølgende vejretablering i Vestergade i 2020. Det blev også besluttet, at Silkeborg Kommune i samarbejde med Silkeborg Forsyning skulle arbejde ud fra en plan om lokal håndtering af vejvand.
Vestergade skal således indrettes med regnbede, der håndterer regnvand fra vej, cykelsti og fortov. Et skitseprojekt for indretning af Vestergade fra Hostrupsgade til Søndre Ringvej blev forleden godkendt af Plan- og Vejudvalget.
Der holdes borgermøde om projektet 17. december. Arbejdet kommer i udbud i december, hvorefter første etape gennemføres fra marts til maj næste år, og anden etape fra juli til oktober næste år.
REGION SYDDANMARK
RIBE
Nedrivning
Esbjerg Byråd har anlægsbevilget 4,5 mio. kr. til nedrivning af Nørremarksskolen i Ribe.
Nørremarksskolen i Ribe har i flere år stået tom, og der er ikke planer om at anvende bygningerne fremadrettet. Selve skolebygninger, der er i meget dårlig stand, rives ned, mens boldspilhallen og et mindre klubhus bliver stående.
Når skolen er revet ned, vil der kunne bygges boliger på dele af grunden samtidig med, at der opretholdes arealer til fritidsfaciliteter. Inden skal der dog lokalplanlægges for arealet, der skal medtages i byggemodningsplanen for 2021.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Udearealer
Solrød Byråd vedtog tidligere på året at frigive 1.440.000 kr. til anlæg af udearealer ved Solrød Bibliotek og Kulturhus. Sideløbende med projekteringen af udearealerne har administrationen søgt Lokale og Anlægsfonden om tilskud til projektet med de dertil hørende krav til projektet. Tilskuddet er søgt dels for at opnå en medfinansiering, dels for at få vejledning i forhold til at skabe rammer, der fremmer kulturelle aktiviteter, og som passer til målgruppen for Bibliotek og Kulturhuset, herunder naboerne på gymnasiet.
Fonden har bevilget et tilskud på 200.000 kr.
ROSKILDE
Fjernelse af faunaspærring
Roskilde Kommune er forpligtet til at gennemføre det statslige Vandplan 1 projekt om faunaspærringer i Langvad å,og projektet er nu klar til at blive gennemført efter omfattende dialog med de berørte lodsejere, som nu er villige til at indgå en aftale.
Projektet sikrer faunapassage fra Roskilde Fjord til Langvad å-systemet ved anlæggelse af et nyt vandløb fra Kattinge Sø mod øst langs Gedebæksrenden og udløb ved Sct. Hans Vest. Fra Kongemarken til Rørmosen er der dyrket mark på nordsiden af det nye vandløb, og her vil Roskilde Kommune etablere natur på cirka syv hektar vandløbsnære lavbundsjorde. Det fremgår af referatet fra seneste møde i Klima- og Miljøudvalget.
MOGENSTRUP
Udstykning
Næstved Kommune har modtaget en henvendelse om mulighed for udstykning af ejendommen Pederstrupvej 9B i Mogenstrup. Da ejendommen er omfattet af en ældre lokalplan for genbrugsstation, og samtidig ligger i landzone, hvor der ikke kan tillades større udstykninger, kræver den nye anvendelse udarbejdelse en ny lokalplan.
Plan- og Erhvervsudvalget besluttede på sit møde forlede, at der kan udarbejdes ny lokalplan for ejendommen. Lokalplanen skal sikre anvendelse af ejendommen til boligformål med mulighed for indpasning af et ikke-generende erhverv og skabe rammer for eventuel udstykning af ejendommen til boligbebyggelse i form af parcelhuse og dobbelthuse. Desuden skal lokalplanen overføre hele landzonearealet til byzone og muliggøre mindre udstykninger af eksisterende ejendomme.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Nykøbing Mors, Funder, Gødvad, Silkeborg, Ribe, Solrød, Roskilde og Mogenstrup