El:Con har fortsat plads til flere opkøb, ifølge adm. direktør Jesper Knudsen.
Den aarhusianske installationsvirksomhed kunne tirsdag offentliggøre sit tredje opkøb i 2019, da elfirmaet Espenheins Eftf. A/S med cirka 30 ansatte blev præsenteret.
- Det her betyder ikke, at vi er færdige, siger han, der dog tøver lidt, da han bliver spurgt, om det er realistisk at lukke endnu et opkøb i år.
- Det tror jeg ikke, men man ved aldrig.
El:Con har de seneste fem år købt ni virksomheder, hvoraf seks er hentet i 2018 og 2019. Medarbejderstaben har nu rundet 850 ansatte.
Tidligere har installationsvirksomheden haft tilføjelsen af specialistkompetencer som førsteprioritet, når den købte op, men geografi er begyndt at vægte mere.
Fortsat pletter på landkortet
Adressen betød også en del for det seneste opkøb af Espenheins, der holder til i Slagelse.
- Vi kunne se, at vi havde en lidt grå plet på Vestsjælland og overvejede, hvordan vi kunne få en bedre markedsdækning, og så begyndte vi at kigge på Espenheins, som vi i forvejen kendte som en dygtig spiller i området, siger Jesper Knudsen.
Han giver også bud på, hvor eventuelle kommende opkøb kan høre til.
- Midtjylland, Trekantsområdet, Odense og generelt Storkøbenhavn er steder, hvor vi gerne vil fylde mere, end vi gør i dag.
Rift om opkøb
El:Con er ikke den eneste installationsvirksomhed, der har købt op på det danske marked i år. Blandt andet har den svenskejede teknikentreprenør Bravida været flittig med seks opkøb i 2019. Ifølge Jesper Knudsen er det da også sælgers marked.
- Det (opkøbsmarkedet, red.) er udfordret - specielt fra købers side. Vi har vendt tommelfingeren nedad flere gange og siger kun ja, hvis vi kan lave en god forretning.
El:Con havde pr. 31 december 2018 en egenkapital på godt 80 mio. kr., men har formentlig mere at trække på med en pengestærk ejer i ryggen i den andelsejede energikoncern NRGi. I 2018 havde koncernen, der også ejer rådgiveren Kuben Management, en egenkapital på næsten fire mia. kr.
Opkøb del af vækstplan
De mange opkøb skal bidrage til, at virksomheden når sit vækstmål på en mia. kr. i omsætning i 2020.
Desuden kommer en stor del af omsætningen fra servicekontrakter, og med flere lokationer står virksomheden stærkere over for landsdækkende kunder.
I 2018 omsatte El:Con for cirka 700 mio. kr., så det kræver en samlet vækst på over 40 pct. i år og næste år at indfri strategimålet. Jesper Knudsen ønsker ikke at oplyse, hvor virksomheden ser ud til at lande i år, men blot at 2019 går som forventet.
Dermed er der også udsigt til, at driftsunderskuddet på 6 mio. kr. fra 2018 bliver vendt til overskud, hvilket blev opstillet som en forventing ved indgangen til indeværende år.
El:Con er klar til flere opkøb
Installationsvirksomheden har netop overtaget Espenheins Eftf. A/S, der er det tredje opkøb i år