23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Haderslev, Odense, Solrød, Vigersted, Slots Bjergby, Grundfør, Pandrup og Ballerup

REGION SYDDANMARK

HADERSLEV
150 boliger
Haderslev Byråd har besluttet, at der skal udarbejdes ny plangrundlag for et projekt med omkring 150 boliger, der tænkes opført på Honnørkajen.

Lokalplanlægningen tager udgangspunkt i det skitseprojekt, der er udarbejdet, og som omfatter små 100 almene boliger opført i et byggeri i op til otte etager og cirka halvt så mange ejerlejligheder i et byggeri i op til 13 etager.

Der er tale om et projekt i en større skala end tidligere set i Haderslev. Der skal i lokalplanlægningen sørges for, at der sikres et godt samspil med det offentlig byrum.

ODENSE
Boliger
By- og Kulturudvalget i Odense har godkendt, at forslag til lokalplan nr. 8-888 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i offentlig høring i otte uger.

Planforslagene er udarbejdet for at gøre det muligt at bygge boliger på et ubebygget areal på Rømersvej i bydelen Bolbro som ønsket af den private grundejer. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af cirka 2.800 kvm boligbebyggelse på arealet, der tidligere har været brugt til parkering for et seminarium, der nu er omdannet til privatskole for børn.

ODENSE
Etageboliger og tæt-lave boliger
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har sagt god for, at forslag til lokalplan nr. 6-809 for boliger ved Faaborgvej 248 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i offentlig høring i otte uger.

Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat bygherre om at etablere boliger i form af etageboliger samt tæt-lav bebyggelse i et område, hvor der i dag ligger tomme erhvervsbygninger, som tidligere har huset Dæhnfeldt Frøproducent A/S.

REGION SJÆLLAND

SOLRØD
Udbygning af kirke
Solrød Sogns Menighedsråd ønsker at udvide Solrød Strandkirke med en tilbygning på cirka 335 kvm på det grønne areal mellem den eksisterende bygning og Vestre Lærkevej, hvilket kræver, at der udarbejdes ny lokalplan.

Økonomi-, teknik- og miljøudvalget i Solrød Kommune har givet grønt lys for, at der kan udarbejdes forslag til lokalplan, og besluttet, at der skal indkaldes til et forudgående dialogmøde mellem menighedsrådet, naboerne og øvrige berørte parter.

VIGERSTED
Boliger
Efter endt høring skal Ringsted Byråd nu beslutte, om Lokalplan 304 Boliger i Vigersted Bymidte skal vedtages endeligt, hvilket anbefales af Plan- og Boligudvalget.

Lokalplan 304 giver mulighed for at opføre syv nye boliger langs Vigersted Bygade og mulighed for at overføre to ejendomme langs Snekkerupvej til boligformål.

SLOTS BJERGBY
11 Boliger
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 1204 Boligområde "Ved gadekæret" i Slots Bjergby endeligt.

Lokalplanen omfatter en del af den tidligere landbrugsejendom, Lundbæksvej 3 i Slots Bjergby og den skal bane vej for opførelse af en boligbebyggelse med mulighed for at etablere 11 boliger. De nye huse opføres som traditionelle længehuse i halvanden etage.

Landbrugsejendommen er gået fra at have en større svineproduktion med tilhørende stalde, siloer og gyllebeholdere til nu kun at indeholde den oprindelige beboelsesbygning og en garagebygning.

REGION MIDTJYLLAND

GRUNDFØR
Ni boliger
Favrskov Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 393 - Boligområde ved Th. Nielsensvej i Grundfør, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanområdet er privat ejet og omfatter Th. Nielsensvej 8, og lokalplanen skaber de planmæssige rammer for udvikling af et nyt boligområde med åben-lav bebyggelse med ni tæt-lav boliger.

REGION NORDJYLLAND

PANDRUP
Skole
Jammerbugt Kommunalbestyrelse traf i februar 2018 principbeslutning om opførelse af en ny skole i Jetsmark, og i marts i år var blev rådgivningsfirmaet Norconsult-Kaai A/S valgt som totalrådgiver. Nu foreligger der et dispostionsforslag, som blev behandlet i Børne- og Familieudvalget forleden. Udvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen godkender dispositionsforslaget.

Der er sat en øvre økonomisk ramme på 152 mio. kr. til gennemførelse af projektet alt inklusive, og der bygges 13 kvm til hver elev svarende til samlet 8.060 kvm.

Børne- og familieudvalget anbefaler i overensstemmelse med styregruppens forslag, at entreprenørydelsen overordnet set udbydes i et begrænset udbud i en hovedentreprise med forhandling.

Et projektforslag forventes at være klar til godkendelse i kommunalbestyrelsen i februar 2020.

REGION HOVEDSTADEN

BALLERUP
Boliger
Ballerup Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til lokalplan nr. 188 for nybyggeri ved den almene boligbebyggelse Ellebo og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg til offentlig høring.

Ellebo blev i 2013 udpeget til at deltage i en konkurrence om bæredygtig renovering. Ellebo-projektet vandt i kategorien etageboliger, og efter planen skulle Ellebos fire blokke alle renoveres i henhold til vinderprojektet. Imidlertid har det vist sig undervejs i byggeprocessen, at kun to af blokkene kan renoveres som planlagt, de to andre har så dårlige fundamenter, at de skal rives ned.

Henning Larsen Architects har for Ballerup Ejendomsselskab udarbejdet et skitseprojekt for en ny, mere åben og grøn bebyggelse til erstatning for de to boligblokke. Dette skitseprojekt har ligget til grund for det forslag til lokalplan, som nu sendes i høring.

Lokalplanen indeholder bestemmelser om, at ny bebyggelse skal opføres dels med vinkelhuse i en form for indre karré, dels med åben stokbebyggelse - blandt andet rækkehuse - ud mod Baltorpvej og Grønnemarken.

BALLERUP
Rækkehuse
Ballerup Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan nr. 189 for boligområdet Skovmarken i Egebjerg, som herefter sendes i offentlig høring i seks uger.

Lokalplanen baner vej for 12 rækkehuse og et fælleshus på et areal i forlængelse af vejen Skotteparken.

BALLERUP
Indeklima
På investeringsoversigten for 2019 har Ballerup Kommune afsat 2 mio. kr. til forbedring af indeklimaet på skolerne. Dette beløb frigav Ballerup Kommunalbestyrelse forleden til gennemførelse af indeklimaprojekter i henhold til den overordnede handlingsplan, som er udarbejdet i samarbejde med Niras.

Efter de seneste års meget varme somre er det vurderingen, at de største udfordringer er for høj varme i lokalerne. Der fokuseres derfor på solafskærmning enten ved solfilm eller udvendig solafskærmning.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.178