23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Genudbud af sygehusbyggeri: Nu skal entreprenører konkurrere på pris

Region Sjælland er klar til at genudbyde entreprise på Sjællands Universitetshospital Køge til over en kvart mia. kr., der af den grund er tre kvartaler forsinket

Budgettet er blevet større, og der er løsnet op for kravene i et genudbud af en totalentreprise til cirka en kvart mia. kr. på Sjællands Universitetshospital i Køge, som Region Sjælland annullerede i august.



Tidligere på året prækvalificerede Region Sjælland to konsortier til opgaven, der omfatter opførelsen af en laboratoriebygning og en bygning til nuklearmedicin, men ingen af dem kunne levere det ønskede projekt inden for de økonomiske rammer på 260 mio. kr.



Nu gør bygherren et nyt forsøg i et genudbud.



- Vi har ændret udbudsformen, da vi måtte sande, at der ikke var handlefrihed til at lave de nødvendige projektændringer i det første udbud, siger projektdirektør Helle Gaub.



Lidt større budget

Bygherren har droppet at anvende udbudsformen omvendt licitation med fast pris i genudbuddet. Tilbudsprisen er derfor nu et konkurrenceparameter sammen med projektløsning og organisation og samarbejde.



Budgettet har i genudbuddet desuden fået et lille nøk op til 270 mio. kr. Regionen har også lagt mere fleksibilitet ind i udbuddet. Blandt andet er en række ultimative krav ændret til ønsker.



Et konsortium bestående af Pihl & Søn, LM Byg og MJ Eriksson var prækvalificeret sammen med et italiensk konsortium med Itinera/CMB i det oprindelige udbud. Det var også de eneste, der anmodede i sin tid.



Tror I, der er grundlag for større interesse i genudbuddet?

- Det håber jeg bestemt, det kan. Vi håber på noget mere interesse, og vi er jo også blevet klogere efter det første udbud, siger Helle Gaub.



Skal godkendes af politikere



Foreløbig er der sendt en forhåndsmeddelelse ud om genudbuddet, som dog først officielt er vedtaget, når den er godkendt af regionsrådet.



Det bliver besluttet på et regionsrådsmøde mandag den 4. november.



Dagen efter ventes genudbuddet offentliggjort. De prækvalificerede bliver offentliggjort i december.



Herefter er der et forhandlingsforløb, inden den endelige totalentreprenør udvælges i maj.



Annullering og genudbud har medført, at projektet er cirka tre kvartaler forsinket og nu forventes afsluttet medio 2022.



Det skulle dog ikke påvirke tidsplanen på den samlede udvidelse af universitetshospitalet i Køge til over fire mia. kr. Her skal den sidste sengebygning være færdig ved udgangen af 2024.



Pihl & Søn- og LM Byg-ejer Carsten Mindegaard fortæller, at Pihl-konsortiet fortsat er interesseret.



- Jeg kan godt forstå, man ønsker at lade det gå om for at få den bedste løsning. Og vi er klar til at se på projektet med frisk øjne igen, når det kommer ud, siger han.



Samme toner lød fra den italienske konkurrent i august.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.109