Ny PFAS-rapport: Ingen fund i PVC – men i flere alternativer
WUPPI indsamler og genanvender hård PVC fra byggeriet – herunder tagrender og nedløbsrør, som ifølge ny rapport er PFAS-fri.
En ny rapport udarbejdet af bl.a. Teknologisk Institut dokumenterer, at PFAS kan findes i flere byggematerialer på det danske marked. Ud af 44 testede produkter blev der påvist PFAS – enten som specifikke PFAS-forbindelser eller som total organisk fluor (TOF, en indikator for PFAS) – i 11 produkter. Det omfattede blandt andet visse typer stenuld, glasuld, facadepaneler og tætningsmaterialer.
PFAS i isoleringsmaterialer blev ikke påvist i den såkaldte targetanalyse (69 specifikke PFAS-stoffer), men der blev påvist total organisk fluor (TOF) i både stenuld og glasuld – hvilket ifølge Teknologisk Institut indikerer tilstedeværelse af PFAS.
I de PVC-produkter, der blev analyseret – herunder tagrender og nedløbsrør – blev der ikke fundet PFAS.
For WUPPI er resultaterne en klar bekræftelse på, at hård PVC er et ansvarligt valg i byggeriet. WUPPI blev stiftet af Wavin, Uponor, Primo, Plastmo og Icopal i 1997 som en frivillig ordning, hvor tagrender, nedløbsrør, spildevandsrør, trapezplader, kabelbakker og andre hårde PVC-produkter indsamles og genanvendes til nye byggevarer. WUPPI, som i dag samarbejder med Ragn-Sells Danmark A/S om indsamling og genanvendelse, er således en tidlig form for udvidet producentansvar (EPR).
Den nye rapport udfordrer desuden Miljøstyrelsens anbefalinger til bygherrer, entreprenører og private at vælge alternativer til PVC. Disse alternativer er ikke nødvendigvis fri for problematiske kemikalier – i flere tilfælde tværtimod.