23948sdkhjf

Midtjysk kommunal entreprenørafdeling skal i konkurrence

Ikast-Brande Kommune har sin borgerlige observans til trods hidtil ikke ønsket at udlicitere driften af sin entreprenørafdeling og materielgård, men nu skal den konkurrenceudsættes

Ikast-Brande Kommune har igennem en årrække været kåret som den mest erhvervsvenlige kommune i landet. Det er et kardinalpunkt for kommunen, at man er gode til at samarbejde med det private erhvervsliv.

Det sker for at skabe nye arbejdspladser og for at tiltrække mere arbejdskraft til den midtjyske kommune.

Men ét punkt har man ikke rørt meget ved, og det gælder udlicitering. Kommunen har eksempelvis sin egen entreprenørafdeling, der udfører opgaver for kommunen, men det har traditionelt været kommunen der har drevet afdelingen.

Det er blandt andet sket udfra princippet om, at der også skal være plads til svage borgere i fleksjobs, arbejdsprøvninger og andre ordninger, der måske kræver en speciel arbejdsplads med mere rummelighed.

Men for nylig besluttede kommunen i forbindelse med budgetforhandlingerne, at konkurrenceudsætte entreprenørafdelingen.

- Vi har besluttet at konkurrenceudsætte entreprenørafdelingen. Det er ikke ensbetydende med, at den bliver udliciteret, men at vi gerne vil vide, om vi får arbejdet gjort til den rigtige pris.

Entreprenørafdelingen vil selv afgive tilbud som kontrolbud, siger Henrik Engedahl, (V) formand for Teknisk Udvalg i Ikast-Brande Kommune.

- Vi udliciterer mindre end landsgennemsnittet, men det er tradition og en tro på, at vi som kommune godt kan løfte opgaverne til en konkurrencedygtig pris. Men qua at vi er nødt til at finde besparelser, og for at få tingene billigst muligt, så er vi nødt til at se på dette område også, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kan ende med udlicitering
Det betyder også, at såfremt konkurrenceudsættelsen viser, at entreprenørafdelingen kan udføre sit arbejde konkurrencemæssigt, vil den fortsætte i kommunalt regi.

Kan den omvendt ikke det, så vil kommunen overveje hvad man så gør, og en udlicitering kan komme på tale.

Alle undersøgelser viser, at erfaringerne med udliciteringer af kommunale funktioner er meget forskellige, og det er ikke alle udliciteringer, der er billigere end det, en kommune kan drive det for. Det kommer i høj grad an på, hvilke funktioner der er tale om, og hvordan det er udbudt. Der findes eksempler på udliciteringer, som er blevet meget dyre, fordi selve udliciteringsfasen har været dyr og kompliceret.

Meget forskelligt
Omvendt er der også eksempler på pæne besparelser, eksempelvis inden for den grønne sektor, hvor private virksomheder har kunnet udføre arbejdet billigere, og mere effektivt.

Ikast-Brande Kommune udliciterer væsentligt mindre end gennemsnittet for landets kommuner. Gennemsnittet er på 45,2 procent, mens ikast-Brande ligger på 28,1 procent på det tekniske område. Faktisk ligger kommunen i bunden når det gælder udlicitering, helt præcist på en tolvte-sidste plads. Det viser Dansk Byggeris opgørelse på området.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, udliciterer landets kommuner generelt lidt mere end tidligere.

Tendensen er i opadgående retning, og er steget med 1,1 procent over det sidste år.

Førertrøjen har den nærliggende kommune Holstebro med en udliciteringsgrad på 90 procent.

"Det er primært et udtryk for, at flere kommuner har fået øjnene op for, at udbud/konkurrenceudsættelse/offentlig-privat samarbejde er et middel til udvikling af opgaveløsningerne og effektivisering af driften og samtidig har sat flere ressourcer af til området. Gode eksempler og erfaringer smitter, og konkurrenceudsættelse er blevet en fast del af værktøjskassen de fleste steder," skriver chefkonsulent Trine Kronbøl i en mail.

Ikke ens vilkår
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har skrevet, afviser man i KL, at man kan lave generelle beregninger om potentialet for besparelser ved udlicitering med udgangspunkt i enkelte kommuner.

"At kommune A har opnået en effektiviseringsgevinst ved konkurrenceudsættelse af en opgave, betyder ikke nødvendigvis at kommune B vil gøre det samme. Kommunernes forudsætninger, herunder niveauet for driftsudgifterne, kan være helt forskellige i udgangspunktet. At kunne udtale sig om hvorvidt der er en besparelse at hente for den enkelte kommune via markedskræfterne kræver således, at man har konstateret, at kommunens udgiftsniveau ligger over markedsprisen," skrev Trine Kronbøl i en mail til avisen.

Om Entreprenørafdelingen

72 medarbejdere sørger for de grønne arealer, driften af vejene med videre i Ikast-Brande Kommune. Materielgården er organisatorisk opdelt i et vejteam, genbrugsstationer, det grønne område, værksted og skadedyrsbekæmpelse. Her til vinter drosles der lidt ned, fordi der er mindre at lave for medarbejderne, og det betyder, at 12 mand sendes hjem den 1. november.

”Vi har vinteren igennem døgnvagt på vintertjeneste, som vi dækker på alle de gamle kommunale veje, (de veje, der også var kommunale før reformen, red.) mens vintertjeneste og anden vedligehold af de veje, man overtog som følge af kommunalreformen er udliciteret”, har den daglige leder af entreprenørafdelingen Ulla Vilsbøll Milling tidligere udtalt til Licitationen, Byggeriets Dagblad.

Materielgården omsætter hvert år for omkring 50 mio. kroner, mens anskaffelser af nyt materiel typisk anløber ca. 3,5 mio. kroner.

De større maskiner har man ikke selv, men indlejer dem, hvis nødvendigt. Kommunen har en mindre materielgård i Brande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11