Budgetterne på vejbyggerier er blevet overpolstrede siden 2006, da der blev indført nye principper for budgettering - kaldet Ny anlægsbudgettering - for at håndtere et problem med store ekstraregninger.
Det konkluderer Rigsrevisionen i en ny beretning, hvor 32 færdige vejprojekter fra perioden er gennemgået. Af dem er 30 afleveret under budgettet, når man inkluderer reserven, med en samlet besparelse på 11,6 mia. kr. Det er 33 pct. lavere end den samlede bevilling til projekterne.
Umiddelbart kan det virke som en glædelig nyhed, men overbudgettering er et problem.
- Hvis man overbudgetterer for meget, er der andre ting, som ikke kan komme med på finansloven, siger Klaus Frandsen (R), der er en af landets seks statsrevisorer, som samarbejder med Rigsrevisionen.
Skyder for højt
Overordnet er der to kritikpunkter rettet mod Transportministeriet og Vejdirektoratet.
For det første er budgetlægningen af vejprojekter overforsigtig, og for det andet går det for langsomt med at tilbageføre midler, når det bliver kendt, at et projekt kan gennemføres billigere end ventet.
Med hensyn til størrelsen på budgetterne har Vejdirektoratet ansvaret for at fastsætte basisprisen på vejprojekter, hvortil der siden 2006 er lagt en reserve på 30 pct. fastlagt af ministeriet.
Transportministeriet reagerede allerede på kritikken, inden beretningen blev offentliggjort i sidste uge. Det er således besluttet at sænke reserveniveauet på kommende vejprojekter fra 30 pct. til 15 pct.
Vejdirektoratets basispris har dog også vist sig for høj i flere tilfælde.
24 af de 32 projekter er gennemført til under den estimerede basispris, og samlet ligger udgiften til projekterne 13 pct. under basisprisen.
VD: Vi følger principper
Vejdirektør Jens Holmboe afviser, at Vejdirektoratet ikke skulle være dygtige nok til at budgettere.
Kritik fra Rigsrevisionen: Vejprojekter har været overbudgetterede
Rigsrevisionen mener, at de seneste 10 års budgetunderskridelser er et tegn på, at budgetlægningen har været for konservativ på vejområdet