REGION HOVEDSTADEN
HERLEV
Senioregnede boliger
Herlev Kommunalbestyrelsen har besluttet at sende lokalplanforslag 116 - Senioregnede boliger Lille Birkholm III i offentlig høring i fire uger.
Det er Herlev almene Boligselskab v/DAB, der står bag planerne om at etablere 15 senioregnede boliger i én etage placeret i det store gårdrum mellem de eksisterende boliger i Lille Birkholm III. Projektforslaget for bebyggelsens udformning er udarbejdet af Paludan & Ramsager Arkitektfirma.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Renovering af boliger
Roskilde Byråd har godkendt en helhedsplan, herunder skema A for renovering af Vognmandsparken I og II i Roskilde.
Det er Boligselskabet Sjælland, der planlægger at renovere de to boligafdelinger, som er opført i henholdsvis 1967 og 1981 og som tilsammen omfatter 216 boliger, der døjer med blandt andet fugt og dårligt indeklima.
Den planlagte renoveringsindsats har en samlet anskaffelsessum på 155,119 mio. kr., og omfatter blandt andet facader, tag, vinduer og døre og faldstammer og badeværelser.
RØDBY
Etablering af kraftcenter
Rødby Motionscenter har søgt Lolland Kommune om et tilskud til etablering af kraftcenter inden for vægtløftning, styrke- og frivægtstræning i Rødby, og ansøgningen er blevet godkendt af Lolland Byråd.
Rødby Motionscenter blev i 2018 tilkendt kraftcenter-status af Dansk Styrkeløft Forbund. Det stiller nogle krav til blandt andet de træningsfaciliteter, der tilbydes, og derfor skal motionscentret i gang med en renovering og ombygning. En eksisterende sal skal optimeres, og et tidligere smede/vvs-værksted skal renoveres.
Projektet er budgetteret til kr. 1.316.914, og Lolland Kommune bidrager med 197.537 kr.
REGION MIDTJYLLAND
LEMVIG
Sundhedshus
Lemvig Kommunalbestyrelse har godkendt en ny helhedsplan for Lemvig Sundhedshus, som etableres i et samarbejde mellem Region Midtjylland og Lemvig Kommune.
Region Midtjylland har fået 10,7 mio. kr. fra staten til etablering af akuthus i Lemvig og til etablering af flerlægepraksis, og regionsrådet har bevilget 1 mio. kr. til projektet. Lemvig Kommune har prioriteret i alt 17 mio. kr. til Lemvig Sundhedshus.
Projektering og udbud af de byggeopgaver, der skal løses, gennemføres i perioden frem til januar 2020, hvorefter byggeriet sættes i gang i februar, hvis alt går som planlagt.
HVIDE SANDE
Varmepumpe
Hvide Sande Fjernvarme har bedt Ringkøbing-Skjern Kommune stille kommunegaranti for et lån på op til 35 mio. kr. til brug for etablering af en luft-til-vand varmepumpe. Byrådet besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Herlev, Roskilde, Rødby, Lemvig og Hvide Sande