Skou Gruppen A/S er snart på vej med den første af fire korte videoer, som har til formål at udbrede den gode fortælling om at være håndværker og tage en erhvervsuddannelse.
Videoerne er kommet til i samarbejde med komiker og tømrer Anders Nielsen og taler til de unge, til branchen og til danskerne generelt.
- Jeg synes, det er ærgerligt at se erhvervsuddannelserne blive valgt fra. Vi fik lyst til at gøre noget ved det. Så må vi se, om filmene har nogen indflydelse. Vi synes i hvert fald, at erhvervsuddannelserne og håndværkerfaget trænger til at blive talt op, fortæller adm. direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann.
Han understreger, at mange har "den fejlagtige antagelse", at gymnasiet er den eneste rigtige vej efter folkeskolen.
- Den opfattelse er vi nødt til at rokke ved, for erhvervsuddannelser har ligeså stor værdi for vores unge mennesker og for vores samfund. Vi kan trygt lade vores børn vælge en uddannelse som håndværker. Det sikrer dem et godt arbejde med mange udviklings- og karrieremuligheder gennem hele arbejdslivet og en spændende og alsidig hverdag, siger han.
Han erkender, at man er nødt til at tage højde for, at unge mennesker har forskellige kompetencer og drømme, som de skal have lov til at vælge uddannelse efter. Men de skal vide, hvilke muligheder de har, fremhæver direktøren:
- De kommer ikke til at klare sig bedre i livet, fordi de er blevet undervist i græsk mytologi, siger han.