Der var ikke mange tilbud at vælge mellem, da Banedanmark efter sommerferien skulle udpege vinderne af de to entrepriser på den nye Vinge Station i Frederikssund Kommune.
Aarsleff-koncernens jernbaneselskab Aarsleff Rail A/S endte med at vinde både selve stationsentreprisen og den noget mindre kørestrømsentreprise, men kun på førstnævnte fik Aarsleff konkurrence.
På opgaven med kørestrøm vandt Aarsleff Rail således som eneste tilbudsgiver, mens anlægsvirksomheden M.J. Eriksson som eneste konkurrent gav tilbud på anlæg af den nye station.
Det fremgår af licitationensresultatet, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået udleveret.
Et smalt marked
Adspurgt om årsagen til at der ikke var flere tilbudsgivere, svarer Banedanmark i en mail:
- Banedanmarks opgaver på jernbanen er præget af et smalt marked af leverandører, der kan levere de nødvendige løsninger, mens der samtidig er sammenhæng mellem pris og kvalitet.
I mailen fra styrelsen står der videre, at "Banedanmark forsøger at gøre udbuddene så attraktive som muligt".
- Vi er interesserede i at få så mange bud på opgaverne som muligt og sikre konkurrence. Vi har ofte en tidlig dialog med potentielle bydende, som er optaget på vores kvalifikationsordning og opdeler udbuddene i fagentrepriser, så flest mulige kan byde, når den konkrete opgave giver mulighed for det.
Langt optræk
Vinge Station blev allerede vedtaget politisk i 2014, men anlægget er først blevet sat i gang her i efteråret.
Det skyldes dels, at igangsættelsen tidligere har været betinget af, at byudviklingsprojektet Vinge, som stort set står stille i øjeblikket, var nået til et vist stadie, da stationen ellers ikke ville have et tilstrækkeligt passagergrundlag. Det krav bortfaldt sidste år.
Efterfølgende har Dansk Folkeparti trukket sig fra den politiske aftale bag projektet. Den tilbageværende forligskreds (S, RV, SF og Ø) genovervejede projektet i august, da det efter udbuddet stod klart, at det ikke kunne holdes inden for budgettet inklusiv reserve på 55 mio. kr. Ifølge Banedanmark skulle der dog være tale om en mindre budgetoverskridelse på 1,4 mio. kr.
Der blev dog alligevel givet et ja til at køre videre med stationsbyggeriet. Begrundelsen i en pressemeddelelse fra transport- og boligministeriet lød:
"(...) et tocifret millionbeløb vil gå tabt, hvis man sætter projektet på standby, ligesom prisen for anlægget potentielt vil blive væsentligt dyrere, hvis man udskyder projektet til, når byudviklingen er mere fremskredent i Frederiksund Kommune, fordi signalprogrammet til den tid er udrullet på strækningen."
Vinge by på pause
Frederikssund Kommune tygger i øjeblikket på flere løsninger i forhold til, hvad der skal ske med byudviklingsprojektet i Vinge. Den ambitiøse plan går på, at området i fremtiden skal huse op til 20.000 mennesker, men indtil videre er kun 100-150 flyttet ind.
I september udløb ansøgningsfristen på retten til at bygge på 22.000 byggeretmeter uden et eneste investorbud. Nogle af de aktuelle forslag går på at åbne op for almene boliger og parcelhuse i området.
Lav interesse for Banedanmarks Vinge-entrepriser
Under halvdelen af de prækvalificerede gav tilbud på de to entrepriser på den nye Vinge Station