REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Legeplads
Gladsaxe Kommune har afsat penge til etablering af en profillegeplads; en halv mio. kr. i år og 3 mio. kr. næste år. Sagen var på økonomiudvalgets dagsorden forleden, hvor der skulle tages stilling til placeringen af legepladsen.
Ud af tre mulige placeringer valgte udvalget en placering i Mørkhøj mellem biblioteket, lægehuset og Mørkhøj Skole.
Legepladsen vil kunne etableres næste år.
BALLERUP
Klimatilpasning
Forsyningsselskabet Novafos A/S har søgt Ballerup Kommune om tilladelse til at lave et klimatilpasningsprojekt i Haraldsmindeområdet i den sydlige del af Ballerup, mellem Hold-an Vej, Sydbuen og Ring O4. Der anlægges et regnvandsbassin, som sammen med arealerne omkring, vil udgøre et oversvømmelsesareal til skybrud.
Administrationen har udarbejdet relevante myndighedstilladelser, hvoraf nogle skal godkendes politisk, mens administrationen har delegation til behandling af øvrige sager.
De sager, der skal politisk godkendes, er afgørelser om miljøscreening, vandløbsregulering og naturbeskyttelse. Teknik og Miljøudvalget godkendte forleden, at Haraldsminde Klimatilpasningsprojekt ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, og godkendte reguleringsprojektet for Harrestrup Å.
Ballerup Kommune har tiltrådt Harrestrup Å samarbejdets Kapacitetsplan, hvor kommunen sammen med de øvrige kommuner og forsyninger i oplandet til Harrestrup Å arbejder med at sikre mod skadesvoldende oversvømmelser.
Der er udarbejdet en rækkefølgeplan med delløsninger, der sammen med intelligent styring, skal håndtere et skybrud. Haraldsminde Klimatilpasningsprojekt er den første af delløsningerne.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Udvikling af Skjoldungestien
Der er - i et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land - udarbejdet en udviklingsplan for Skjoldungestien ved Roskilde, som nytænker rutens identitet, sætter nye retningslinjer for, hvordan ruten skal skiltes, og hvordan bænke, formidlingsstandere og shelters skal udformes.
Udviklingsplanen blev godkendt at Klima- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune forleden.
På den del af stien, som ligger i Roskilde Kommune, bliver der ifølge udviklingsplanen tale om nyetablering af to shelterpladser, to infopunkter, fire pausesteder og en oplevelsesplads.
En ny sag forelægges, når der også er udarbejdet en handleplan. Her vil der blandt andet skulle træffes beslutning om, hvornår anlægsprojekter igangsættes, og hvordan afledte driftsudgifter afholdes.
REGION SYDDANMARK
MIDDELFART
Transmissionsledning
Middelfart Byråd har sagt god for, at Middelfart Fjernvarme a.m.b.a. optager et kommunegaranteret lån på op til 42,0 mio. kr. hos Kommunekredit.
Pengene skal blandt andet bruges på at etablere en transmissionsledning mellem Strandmøllen og BodyCote i den nordlige del af Ejby, Ejby Fjernvarmeværk og Nr. Aaby Kraftvarmeværk, et renoveringsprojekt i Teglgårdsvej, en forsyningsledning fra Fynsvej 60 frem til Toyota-grunden og fjernvarmemålere til stikprøvekontroller og nyudstykninger.
BRENDERUP
Cykelsti
Middelfart Kommunes stiplan omfatter en asfalteret cykelstiforbindelse mellem Asperup og Brenderup. Målet med cykelstiforbindelsen er dels at etablere en rekreativ cykelforbindelse fra Jylland mod Bogense, dels en sikker cykelforbindelse mellem Asperup og Brenderup. Cykelstien vil få en længde på 3,8 km.
Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at etablere den planlagte cykelstiforbindelse både med et forløb på den tidligere banestrækning og med et forløb over engene fra rensningsanlægget ved Kærbyvej til Vejrupvej.
Middelfart Byråd besluttede forleden, at der etableres en asfaltcykelsti fra Lærkestræde langs Kærbyvej - nord og øst om sportspladsen i Asperup - til det tidligere baneareal. Asfaltcykelstien fortsættes til Rugårdsvej i Brenderup ad det tidligere banetracé.
REGION NORDJYLLAND
FREDERIKSHAVN
Udstykning
Landinspektørfirmaet LE34 har på vegne af Asbjørn og Mette Højfeldt, ejerne af gården Apholmengaard, anmodet Frederikshavn Kommune om igangsætning af lokalplanarbejdet for Sommerhusområdet Apholmen.
Ansøger ønsker en ny lokalplan for området, som muliggør, at dele af området tilhørende Apholmengaard kan udstykkes til syv nye sommerhusgrunde.
I forbindelse med udstykningen skal et eksisterende stuehus og tre længer rives ned.
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har godkendt, at lokalplanlægningen sættes i gang. Det er bygherre selv, der udarbejder lokalplanforslaget.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Gladsaxe, Ballerup, Roskilde, Middelfart, Brenderup og Frederikshavn