Bygge- og anlægsentreprenøren MT Højgaard A/S ændrer sin digitale strategi. Der er skruet ned for udviklingsaktiviteterne, og i stedet retter koncernen fokus på at få bredt de eksisterende kompetencer ud til hele organisationen.
Det sker konkret ved, at den centrale VDC-enhed bliver splittet op og fordelt ud i de forskellige forretningsområder.
-Vi har fået opbygget kompetencer og ekspertise på det niveau, vi synes, er det rette. Nu vender vi fokus til at få det implementeret i hele organisationen. Nu skal vi have de ansatte med, siger Anders Heine Jensen, adm. koncerndirektør i MT Højgaard Holding A/S.
Licitationen - Byggeriets Dagblad har fanget direktøren i en pause under en konference, der bliver afholdt i koncernens lokaler på Knud Højgaards Vej i Søborg.
VDC virker
Konferencen handler om de menneskelige aspekter ved digitaliseringen. Den underliggende problemstilling er, at man kan investere nok så meget i digitale værktøjer, men det rækker ikke langt, hvis medarbejderne ikke er med. Det er netop den udfordring, MT Højgaard står overfor.
MT Højgaard er blandt de aktører i den danske byggebranche, der har investeret mest i digitaliseringen. Nu skal koncernen sikre, at kompetencerne breder sig fra en gruppe af eksperter til resten af organisationen.
VDC-kompetencerne har MT Højgaard blandt andet brugt på Nyt Aalborg Universitetshospital og Bygning 310 på DTU. Projekterne bliver vist frem ved konferencen som eksempler på, hvordan digitale værktøjer kan bidrage til at styrke samarbejde og gennemførelse på byggeprojekter.
Opbygning tog fart i 2014
Målet for MT Højgaards nye strategi er fuld digitalisering i 2022. Det betyder ikke, at alle projekter skal gennemføres 100 pct. ved hjælp af VDC og andre værktøjer som eksempelvis DTU 310 blev, men at MT Højgaard har infrastrukturen på plads i organisationen, så de digitale kompetencer altid kommer i spil, hvis det giver mening.
Anders Heine Jensen bruger udtrykket island mode eller ø-drift om den tidligere tilgang.
MT Højgaard besluttede i 2014 under den tidligere topchef Torben Biilmann, at koncernen skulle investere i at blive førende inden for digitalt byggeri og Virtuel Design & Construction (VDC). MT Højgaard samarbejdede med amerikanske universiteter og eksperter fra erhvervslivet og ansatte specialister, der blev placeret i en central VDC-enhed.
MT Højgaard ændrer digital strategi
Bygge- og anlægskoncernen skifter fokus fra opbygning af digitale kompetencer til at få dem bredt mere ud i organisationen