REGION SYDDANMARK
LINDHOLM HAVN
Lagerbygninger
ADP A/S, ejer af Nyborg Havn A/S ønsker at bygge lagerhaller og andre bygninger på op til 20 meter i højden inden for en del af erhvervshavneområdet i Nyborg.
Der er udarbejdet en lokalplan med tillæg, som udelukkende har til formål at give mulighed for en større højde på lagerbygninger placeret centralt på havnearealerne.
Lokalplanen fastsætter endvidere, at ny bebyggelse skal sikres mod oversvømmelse op til kote +2,10 m DVR90. Det svarer til en 100-års hændelse i 2050. Den gældende lokalplan fastsætter en minimum sokkelkote på +1,39 m DVR90.
Lokalplanen med tilhørende tillæg er godkendt til at komme i offentlig høring i 4 uger.
REGION NORDJYLLAND
VESTBJERG
Boliger
For at følge op på den byudviklingsplan for Vestbjerg, der blev offentliggjort sidste år, vil en lokalplan nu give mulighed for boligbebyggelse i den sydøstlige del af Vestbjerg som en naturlig forlængelse af den eksisterende by. Området ligger med en attraktiv beliggenhed tæt på Hammer Bakker.
Lokalplanen omfatter et areal på godt 5 ha, hvoraf ca. 1,6 ha er udlagt til åben/lav bebyggelse, 3,2 ha er udlagt til tæt/lav- og etagebebyggelse. Den resterende del er udlagt til håndtering af regnvand. I alt vil der kunne bygges omkring 90 nye boliger i området - alt efter boligtype. Bebyggelsen til åben/lav bebyggelse får vejadgang via Tingvej, mens det øvrige lokalplanområde får vejadgang via en forlængelse af Irene Holms Vej.
Forventet endelig godkendelse vil blive truffet af By- og Landskabsudvalget i møde den 21. november 2019 og byrådet den 16. december 2019.
AALBORG ØST
Erhverv og materielgård
Lokalplanen for et område, der muliggør etablering af ny kommunal materielgård i Aalborg Øst, har været til første forelæggelse for Aalborg Kommunes Byråd.
Planen kommer i offentlig høringsperiode fra 27. september 2019 til 25. oktober 2019.
Endelig godkendelse vil ske i By- og Landskabsudvalget i møde den 7. november 2019 og byrådet den 25. november 2019.
Formålet med lokalplanen er at muliggøre byggeriet af en kommunal materielgård på Korinthvej i erhvervsområdet i Aalborg Øst.
I forhold til byggemulighederne giver lokalplanen mulighed for at etablere erhvervsbyggeri i en højde af 15 meter og med en bebyggelsesprocent på max 50, hvilket svarer til omkringliggende erhverv.
Det areal hvorpå ny kommunal materielgård forventes etableret er ejet af Aalborg Kommune. Lokalplanens gennemførelse forventes således alene at medføre udgifter for Aalborg Kommune til etablering af materielgården. Finansiering af ny kommunal materielgård er fastsat på budget 2019 samt overslagsår.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Nyborg, Vestbjerg og Aalborg Øst