REGION SYDDANMARK
AABENRAA
Vejadgang
Aabenraa Byråd har anlægsbevilget 1,6 mio. kr. til tilpasning af parkering- og afsætningsplads ved Hærvejsskolen og belysning på Fladhøjvej.
Kørearealerne vil blive opstrammet med afstribning, kantstensflytninger og en bedre skiltning af parkeringsområderne. Der udlægges nyt asfaltsslidlag på hele parkeringsområdet, og der laves fortov ved afsætningsområderne og fra parkeringspladserne.
På den måde flyttes fodgængere væk fra bakkende biler og ind på deres eget areal. Der laves opmærksomhedsfelter ved konfliktområder mellem fodgængere og cyklister for at øge fokus på hinanden.
REGION HOVEDSTADEN
ISHØJ
Rundkørsel
Center for Park, Vej og Miljø i Ishøj Kommune har indhentet et tilbud fra Via Trafik på en analyse, der skal belyse mulighederne for at etablere en rundkørsel på Ishøj Stationsvej i krydset ved Tåstrup Valbyvej, som Ishøj Byråd ønsker det.
Via Trafik tilbyder, at analysen kan udarbejdes på tre forskellige niveauer i forskellig kvalitet og pris, og Center for Park, Vej og Miljø vurderer, at der som minimum bør laves en analyse svarende til niveau 2 til cirka 70.000 kr. eksklusive moms.
Ishøj Byråd har besluttet at bakke op om forvaltningens vurdering, hvorefter analysen kan udføres.
ALBERTSLUND
Udvidelse af parkeringsplads
Albertslund Kommunalbestyrelse har godkendt, at parkeringspladsen på Alberts Vænge udvides med cirka 20 parkeringspladser og har anlægsbevilget en kvart mio. kr. til formålet.
Kapaciteten på pendlerparkeringspladsen ved Albertslund Station er fuldt udnyttet, en udvidelse af den stationsnære parkeringsplads på Alberts Vænge vil kunne supplere pendlerparkeringspladsen ved Albertslund Station.
Parkeringspladsen fremtidssikres til el-ladestandere, hvis det på længere sigt viser sig at være behov for dette.
REGION SJÆLLAND
FUGLSE
Nedrivning
Lolland Byråd har godkendt skema A for nedrivning af afdeling Lindevænget og Kildevænget, tilhørende Boligselskabet Vendersbo.
I afdeling Kildevænget i Fuglse nedrives tre ældreboliger og i afdelingen Lindevænget i Errindlev nedrives seks ældreboliger.
TERSLØSE
Omfartsvej
Sorø Byråd har vedtaget Lokalplan SK 63 og Kommuneplantillæg 2-2019 - Omfartsvej ved Tersløse endeligt.
Der er afsat i alt 47,6 mio. kr. til cykelsti og omfartsvej ved Tersløse. Etablering af en ny vandboring til Dianalund Vandværk er indeholdt i beløbet.
Vejanlægget og trafiksaneringerne vil give nemmere adgang fra Dianalund til motorvejen, reducere trafikbelastningen gennem Tersløse og øge trafiksikkerheden ved Holbergskolen.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Varmepumpe
Energi Viborg Kraftvarme A/S ønsker at omlægge produktionen fra naturgas til vedvarende energi samt at producere vedvarende og konkurrencedygtig fjernvarme og har søgt Viborg Kommune om godkendelse af et varmeprojekt for etablering af en varmepumpe ved Videbechs Alle 64 i Hald Ege.
Projektet omfatter etablering af en eldrevet grundvandsvarmepumpe med en effekt på 309 kW, en grundvandsboring til oppumpning af grundvand, en grundvandsboring til reinjektion af grundvand samt tilpasning af den eksisterende kedelcentral.
Grundvandsvarmepumpen vil kunne producere cirka 2.000 MWh varme pr. år til forbrugerne i Hald Ege.
Klima- og Miljøudvalget besluttede forleden at godkende projektet.
Herefter forventes anlægget etableret i begyndelsen af 2020, og grundvandsvarmepumpen forventes at kunne sættes i drift i sommeren 2020.
BJERRINGBRO
Gågader
Viborg Byråd afsatte i 2017 2.406.000 kr. til tiltag i Bjerringbros gågademiljø og bevilgede 300.000 kr. heraf til at lave forslag til en samlet disponering af midlerne. Der er nu udarbejdet forslag til projekter indenfor gågademiljøet for samlet 1,13 mio. kr.
De resterende midler foreslår følgegruppen for Helhedsplanen for Bjerringbro anvendes på at realisere andre projekter fra Helhedsplan for Bjerringbro.
Teknisk Udvalg havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at de resterende 2.106.000 kr. anlægsbevilges.
Der skal blandt andet laves kuber til ophold og læ i Storegade, og torvet skal opgraderes med blandt andet beplantning og springvand.
Der skal etableres overgange til Niels Due Jensens Plads og viadukten og Brogadebroen skal udsmykkes med lyskunst.
Delprojekterne for Storegade og Torvet søges realiseret i 2019.
De øvrige delprojekter forventes at kunne realiseres i 2020, med undtagelse af lyskunstprojektet, der på grund af de ventetider, der følger af fondssøgning, først forventes at kunne udføres i 2021.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Aabenraa, Ishøj, Albertslund, Fuglse, Tersløse, Viborg og Bjerringbro