REGION SYDDANMARK
ULLERSLEV
Kant- eller cykelbaner
Nyborg Kommune har planer om at etablere kant- eller cykelbaner i begge vejsider på Ferritslevvej fra kommunegrænsen og frem til Ellinge i Ullerslev, hvilket er en strækning på cirka 1 km. Der er afsat 1,6 mio. kr. til projektet i budget 2019.
Det har tidligere været på tale at etablerer kantbaner på 1,2 meter, men forvaltningen anbefaler nu en udvidelse med cykelbaner på 1,5 meter. Inklusive projektering og ekspropriation anslås denne løsning at lande på en udgift på 4,3 mio. kr.
Sagen var på byrådets bord forleden, og her blev det besluttet at frigive 200.000 af de afsatte 1,6 mio. kr. til gennemførelse af detailopmåling og skitseprojektering. Når dette arbejde er gennemført tages der stilling til det endelige projekt og til restfinansieringen.
NYBORG
Vej
Nyborg Byråd har frigivet 700.000 kr. til en ny adgangsvej til Nyborg Rideklub fra Bavnehøjalle.
Den nye adgangsvej skal etableres for at Børnehuset Ravnekæret kan blive fri for den tunge trafik med hestetrailere mm. på den lille vej forbi institutionen.
Adgangsvejen bliver fire meter bred og etableres med asfaltbelægning.
REGION MIDTJYLLAND
VIDEBÆK
Solcelleanlæg
Ringkøbing-Skjern Byråd har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan nr. 439 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring. Det nye plangrundlag udlægger 1,7 hektar til teknisk anlæg og skaber mulighed for at etablere et solcelleanlæg ved Videbæk Biogas.
Anlægget består af solcellepaneler med en maksimal højde på op til tre meter, og der etableres desuden det nødvendige antal tekniske bygninger til anlægget. Der er plads til etablering af et beplantningsbælte langs afgrænsningen af solcelleområdet.
REGION HOVEDSTADEN
KØBENHAVN
Nyindretning af plads
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har godkendt, at et forslag til lokalplan for Mozarts Plads i høring i otte uger.
Lokalplanen skal bane vej for en ny udformning af den cirka 7.000 kvm store Mozarts Plads, når pladsen genetableres i forbindelse med, at metro og metrostationsforplads etableres som led i metro til Sydhavnen i 2024.
FREDERIKSBERG
Forskønnelse af bunkersanlæg
Frederiksberg Kommune har afsat 800.000 kr. til forskønnelse af bunkersanlæg, og nu foreslås det, at pengene bruges på at renovere bunkersanlæggene på P.G. Ramms Allé. Det foreslås også, at renoveringen sammentænkes med klimatilpasning og optimering af bilparkeringspladser samme sted.
Det sagde By- og Miljøudvalget god for på sit seneste møde. Udvalget godkendte også et konkret projektforslag for bunkersrenoveringen og et projektforslag for den fysiske udformning af skybrudsprojektet på P.G. Ramms Allé.
Bunkersanlæggene har hidtil haft en utilgængelig og lukket beplantning. Anlæggene skal med renoveringen ændres til blomstrende, grønne rum med mulighed for ophold og motion.
Det er samtidig muligt at indtænke en klimatilpasningsløsning i projektet. Løsningen håndterer regnvand fra det nærliggende oplandsområde. Regnvandet forventes opmagasineret lokalt på arealet for de nordlige bunkersrum, hvorefter det ledes videre langs P.G. Ramms Allé til regnvandsbassinerne på Lindevangskolen. Denne regnvandshåndtering er en del af et skybrudsprojekt, som er godkendt af udvalget i forbindelse med vedtagelsen af skybrudspakken for 2019.
Endelig oprettes der 48 ekstra bilparkeringspladser, og samtidig forbedres trafiksikkerheden på skolevejen P.G. Ramms Allé ved etablering af gennemgående fortove.
FREDERIKSBERG
Skybrudstunnel
København og Frederiksberg Kommuner har modtaget en ansøgning fra Hofor og Frederiksberg Kloak A/S om etablering af et skybrudstunnelprojekt umiddelbart syd fra Sankt Jørgens Sø til havnen ved Kalvebod Brygge. Tunnelen bliver 1.264 meter lang og anlægges/bores med de samme teknikker, som er anvendt ved anlæg af Metroen. Anlægsarbejdet vil vare cirka fire år og ønskes påbegyndt i 2021, hvis det går som planlagt.
Projektet er omfattet af reglerne for VVM, og By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune besluttede forleden, at VVM-redegørelsen for skybrudstunnelen med de to kommuners tilhørende fælles udkast til VVM-tilladelse sendes i offentlig høring i otte uger. I tilladelsen er der fastsat vilkår for støj, vibrationer, luftafkast mv. for projektet. Efter høringen vil der i samarbejde med Københavns Kommune blive udarbejdet en hvidbog med opsamling på den offentlige høring og det afholdte borgermøde. De to kommuner skal derefter tage stilling til, om projektet skal godkendes endeligt med tilhørende VVM-tilladelse.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Ullerslev, Nyborg, Videbæk, København og på Frederiksberg