23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ringsted, Næstved, Randers, Fjellerup, Grenaa, Silkeborg, Herning, Videbæk og Hobro

REGION SJÆLLAND

RINGSTED
Udbygning af Ringsted Outlet
Ringsted Byråd har vedtaget Lokalplan 290: "Ringsted Outlet" med tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Hermed er vejen banet for etablering af et parkeringshus og for en udvidelse af selve butikscenteret.

RINGSTED
Udbygning af børnehave
Den selvejende daginstitution Den Frie Børnehave i Ringsted har henvendt sig til Ringsted Kommune med et ønske om at måtte renovere og udvide institutionen med en huslejestigning til følge.

Den eksisterende bygning på Prinsessevænget er 208 kvm stor, og bestyrelsen ønsker at bygge ud med 72 kvm.

Om- og udbygningen har dels til formål at opgradere personalefaciliteterne, sådan at de lever op til nutidens lovgivning og krav, og dels at skabe plads til lidt flere børn.

Ønsket er at få forbedret indgangspartiet, personalefaciliteter, toilet- og badeforhold samt at få etableret et ekstra grupperum til børn på cirka 20 kvm.

Børnehaven bor til leje hos Andelsboligforeningen af 1941, som har tilbudt at forestå udvidelsen mod en mindre stigning i huslejen. Boligselskabet forventer, at den samlede udgift bliver på 1,8 mio. kr.

Ringsted Byråd har godkendt, at der kan arbejdes videre med udbygnings- og renoveringsplanen inden for en ramme på maksimalt 1,8 mio. kr.

NÆSTVED
Erhvervsbyggeri
Mølbak Landinspektører A/S har på vegne af ejer af Transportbuen 9, Holsted By, Herlufsholm, anmodet Næstved Kommune om tilvejebringelse af det nødvendige plangrundlag for opførelse af en bebyggelse, idet virksomheden gerne vil have mulighed for at udvide. Den konkrete placering og udformning af en udvidelse af bebyggelsen er endnu ikke endeligt fastlagt.

Plan- og Erhvervsudvalget har principgodkendt, at der udarbejdes lokalplan, og har besluttet, at ansøger selv skal bidrage til udarbejdelse af lokalplanen.

REGION MIDTJYLLAND

RANDERS
Erhvervsbyggeri
Randers Byråd har vedtaget Lokalplan 685 - Kontor- og serviceerhverv samt butiksformål ved Oust Møllevej i Helsted og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for byggeri til kontor- og serviceerhverv - herunder et nyt sundhedshus samt for byggeri til butiksformål og udvidelse af en eksisterende dagligvarebutik fra 1.000 til 1.200 kvm.

FJELLERUP
Vandværk
Fjellerup Strands Vandværk har ansøgt Norddjurs Kommune om en kommunegaranti på op til 4 mio. kr. til etableringen af et nyt vandværk samt til modernisering af boringer og ledninger.

Fjellerup Strands Vandværk ønsker at opføre en ny vandværksbygning ved siden af den eksisterende vandværksbygning på Kærvejen.

Det samlede projekt forventes at koste cirka 7 mio. kr., hvoraf de 4 mio. kr. finansieres gennem lånoptagelse. Det samlede projekt forventes at være afsluttet 1. juni 2020.

Økonomiudvalget sagde forleden ja til at stille kommunegaranti som ansøgt.

GRENAA
Varmepumpe
Grenaa Varmeværk A.m.b.A. har søgt Norddjurs Kommune om en kommunegaranti på op til 26 mio. kr. til etableringen af en varmepumpe.

Grenaa Varmeværk ønsker at etablere en varmepumpe for at sikre en billig og bæredygtig energiforsyning. Ved at erstatte træflis med en varmepumpe vil varmeværket reducere udledningen af en række miljøbelastende stoffer.

Det samlede projekt forventes at koste cirka 29,5 mio. kr.

Økonomiudvalget sagde forleden ja til at stille kommunegaranti som ansøgt.

GRENAA
30 almene boliger
Kuben Management A/S har på vegne af Boligforening B45 fremsendt en ansøgning om godkendelse af skema A for alment boligbyggeri i Åbyen i Grenaa til Norddjurs Kommune. Ansøgningen var på økonomiudvalgets dagsorden forleden, hvor den blev imødekommet.

Det samlede byggeri for etape 1 omfatter 30 familieboliger. Disse er fordelt på 20 boliger på 89,5 kvm og 10 boliger på 104,5 kvm.

Norddjurs Kommune skal indbetale 5,002 mio. kr. i grundkapital til denne etape af byggeriet.

SILKEBORG
Idrætshal
Der skal opføres en ny idrætshal ved Sølystskolen i Silkeborg, og sagen var på Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets dagsorden forleden. Her blev processen for opførelse af idrætshallen drøftet og godkendt, og udvalget udpegede desuden Bente Refslund som formand for idé- og programudvalget.

Silkeborg Kommune har afsat en halv mio. kr. til den nye hal i år, 3,5 mio. kr. næste år og 6 mio. kr. i 2021.

SILKEBORG
Søbade
Projekteringen af de nye søbade, der skal etableres i Silkeborg, er nu i gang, og herefter skal etableringen af de to anlæg sættes i gang.

Sagen var på dagsordenen, da Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune forleden holdt møde, og her blev udvalgsformanden bemyndiget til at godkende valg af entreprenør, når licitationsresultatet foreligger.

Projekteringen gennemføres i et samarbejde mellem kommunen og Årstiderne Arkitekter.

Silkeborg Kommune har afsat i alt 13,6 mio. kr. til opførelsen af Vestre og Østre Søbad.

HERNING
Udskiftning af tage
Fællesbo ønsker at udskifte tagene i sin afdeling 109 på Læsøvej i Herning, og har bedt Herning Kommune om godkendelse af låneoptagelse og huslejestigning.

Afdelingen er opført i 1960 og består af 68 familieboliger. De samlede anlægsudgifter udgør 5.696.000 kr., som ønskes finansieret ved et 30-årigt kontantlån på 1.154.000 kr. samt egne henlæggelser på 4.542.000 kr.

Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.

VIDEBÆK
Tæt-lave boliger
Der er udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg nr. 35 for et område til boligformål ved Bredgade i Videbæk, som forleden blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune med henblik på fremlæggelse i offentlig høring.

Tillægget er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning om etablering af tæt-lav boligbebyggelse på stedet.

REGION NORDJYLLAND

HOBRO
Boliger
Efter endt høring indstilles Lokalplan 149/2019 boliger på Døstrupvej i Hørby Skoleby ved Hobro nu til endelig vedtagelse i Mariagerfjord Byråd, og det sker med anbefaling fra Udvalget for Teknik og Miljø.

Med lokalplanens endelige vedtagelse får virksomheden A/S Karl Jensen og Vielshøjen ApS mulighed for at opføre boliger på matr.nre. 13p, 15u og 13o i Hørby Skoleby. Der kan opføres både åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172|instance-web01