Nøgletal for erhvervbyggeriet går i øjeblikket i den forkerte retning.
Fra april til juli er udbuddet af ledige erhvervslokaler steget med omkring 90.000 kvm, så der nu er cirka 4,5 mio. kvm erhvervslokaler ledige på landsplan, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Højere ledighed gør det typisk mindre attraktivt at bygge nyt.
- Der er lidt større tomgang, og det peger i en lidt mere pessimistisk retning, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, der varsler, at Dansk Byggeri samlet set vil være mere pessimistiske omkring aktivitetsniveauet for erhvervsbyggeri, når organisationen udsender en ny konjunkturprognose til oktober.
- Hvor meget kan jeg ikke sige endnu, og man skal passe på med at overdramatisere, men det ser lidt mere broget ud. Toppen er taget af, og det bliver nok en mere jævn udvikling.
Mange ledige kontorlokaler
Det er især tomme kontorlokaler, der bliver flere af. Fire kvartaler i træk er udbuddet steget. Kun i Region Hovedstaden er udbuddet faldet en smule med 4.300 kvm siden april, mens resten af landet bevæger sig i den anden retning. Ledighedsprocenten er på et år steget fra 6,7 til 7,5.
Men også udbuddet af lager- og produktionslokaler til industrien, som er faldet nærmest konstant siden 2012, voksede i det seneste kvartal. Dog beskedent med små 32.000 kvm, men det er alligevel værd at holde øje med, mener erhvervsanalytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet, der følger ejendomsmarkedet.
- Det er bemærkelsesværdigt, at det faldende udbud for lager & produktionslokaler nu er vendt om. For den marginale stigning i udbuddet er kun set én gang før de seneste seks-syv år, og dengang varede det ikke ved. Det bliver interessant at se, om stigningen nu kan fortsætte, eller om vi endnu engang ser et fald til næste kvartal, siger han.
Flere tomme lokaler lægger en dæmper på erhvervsbyggeri
Flere kontorbygninger, fabrikker og butikker står ledige