REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Vindmøller
SFP Wind Denmark ApS har søgt om tilladelse til at opstille tre vindmøller ved Tolstrup. For at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet et forslag til nyt plangrundlag og en miljørapport.
Viborg Byråd besluttede forleden at sende planforslagene med tilhørende miljørapport i offentlig høring i otte uger. Det blev samtidig besluttet at holde borgermøde om projektet den 31. oktober.
REGION SYDDANMARK
ESBJERG
Forbedring af grønne områder
Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune har givet grønt lys for, at projekteringen af en række forbedringer af grønne områder i Østerbyen sættes i gang.
Det er først og fremmest Lergravsparken, der skal have et løft, men der bliver også gjort noget ved det grønne areal ved Finnehusene og den tidligere Sandgrav.
I Lergravsparken handler indsatsen blandt andet om toiletbygningen, stibelysning, en trappe ved Ribegade, en overdækket siddeplads ved siden af et nyt legeområde samt borde, bænke og bålplads.
Projekteringen vil ifølge planen blive udført her i september, mens selve anlægsarbejdet udføres næste år.
ESBJERG
Signalanlæg
I forbindelse med implementering af det nye bybusnet i Esbjerg i 2017 blev det besluttet, at den nye hovedindgang ved Sydvestjysk Sygehus i Haraldsgade skulle bybusbetjenes, når hovedindgangen var etableret. Derfor etableres der busstoppesteder i umiddelbar nærhed af hovedindgangen. Det er imidlertid ikke muligt for busserne at komme igennem krydset Haraldsgade/Torvegade med dets nuværende udformning, og derfor skal krydset ombygges og have et signalanlæg.
Esbjerg Kommune har afsat 2,2 mio. kr. til projektet, og de søges nu frigivet med anbefaling fra Teknik & Byggeudvalget.
REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP
BRT-løsning
Lautrup Erhvervspark er et område med mange arbejdspladser, høj indpendling og trængselsudfordringer i myldretiden, og Ballerup Kommune indgik i januar et samarbejde med Movia om en forundersøgelse af forudsætningerne for at etablere en BRT-løsning i området, der på længere sigt kan betjenes med førerløse busser. BRT står for Bus Rapid Transit. Det er et højklasset bustransportsystem, hvor busserne kører i eget tracé og med en høj frekvens.
Som supplement til forundersøgelsen er Ballerup Kommune gået sammen med Movia, DTU og en række andre parter om at søge EU-midler til test af førerløse busser. En konkret testkørsel forventes først at kunne finde sted i 2022.
Forundersøgelsen afsluttes i løbet af i år med et dialogmateriale, som kan danne grundlag for den videre dialog med områdets brugere, virksomheder og grundejere. På baggrund af denne dialog vil administrationen i 2020 udarbejde en udviklingsplan for området.
Det fremgår af referatet fra seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune, hvor der blev orienteret om projektet.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Renovering af botanisk have
Historisk Botanisk Have i Vordingborg kan fejre 100 års jubilæum i sommeren 2021. I den forbindelse ønskes haven renoveret, og Vordingborg Kommune har afsat 200.000 kr. til formålet.
Udvalget for Plan og Teknik anbefaler over for kommalbestyrelsen, at beløbet nu frigives.
VORDINGBORG
Udvikling af lystbådehavne
Vordingborg Kommunalbestyrelse godkendte i oktober 2018 en strategiplan for udvikling af tre parallelle forløb, som anviser retning for udviklingen og klimasikringen af lystbådehavnene i de tre købstæder Præstø, Stege og Vordingborg.
Der er henover foråret og sommeren i år blevet udarbejdet forslag til udviklingsplan for de tre lystbådehavne i samarbejde med et konsulentteam fra arkitektfirmaet SLA m.fl.
Med de tre forslag til udviklingsplaner gives der bud på at skabe og forbedre rammerne for fritids- og vandaktiviteter, samt at koble bymidte og lystbådehavn fysisk og funktionelt sammen, ligesom der anvises løsninger på klimaudfordringerne.
I tilknytning til udviklingsplanerne er der udarbejdet et overslag over anlægsøkonomien for de tre planer, som løber op i i alt 410 mio. kr. Vordingborg Kommune har afsat knap 20 mio. kr. til realisering af udviklingsplanerne de kommende år.
Realisering af udviklingsplanerne - eller bare projekter inden for udviklingsplanerne - vil derfor forudsætte, at der tilvejebringes yderligere ekstern finansiering.
Når forslag til de tre udviklingsplaner er vedtaget sendes de i offentlig høring i perioden fra 20. september til 1. november. Herefter forventes de endeligt vedtaget i december.
Både Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid, Udvalget for Plan og Teknik og udvalget for Klima og Miljø anbefaler, at forslagene godkendes.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Viborg, Esbjerg, Ballerup og Vordingborg