REGION HOVEDSTADEN
HILLERØD
Etageboliger
På vegne af ejerne af ejendommen Møllestræde 4 i Hillerød har Frederiksborg Gruppen ApS ansøgt Hillerød Kommune om at få lokalplanlagt for etagebebyggelse til boliganvendelse på ejendommen med den fredede lowzonske gård. Der er tale om en omdannelse af et område med bebyggelse, liberalt erhverv og butikker til et område med etageboliger med en mindre del udlagt til butikker.
Ud over at danne plangrundlag for ny bebyggelse skal lokalplanen også sikre, at den lowzonske gård bevares.
Ejer og bygherre ønsker at opføre boliger i form af etagebebyggelse på matriklen indeholdende omkring 30 nye boliger. Ud over den lowzonske gård er lokalplanområdet nabo til flere bevaringsværdige huse, som det skal sikres, at det nye projekt tager hensyn til rent arkitektonisk og materialemæssigt. Der er også bygninger i lokalplanområdet, som forudsættes nedrevet for at gøre plads til projektet.
Sagen var forleden til behandling i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune, som sendte sagen videre til Økonomiudvalget.
REGION SJÆLLAND
STEGE
Etageboliger
Vordingborg Kommune erhvervede i 2015 grunden for den tidligere Ellens Cabaret-bygning med tilhørende hotel i Stege med henblik på boligudvikling efter at have bevilliget byfornyelsesmidler til nedrivning af bygningerne. Vordingborg Kommune ønskede at sælge området til boligbebyggelse, og udarbejdede derfor et relativ rummeligt forslag til lokalplan for området, som var i høring i vinteren 2017-18.
I høringsperioden indkom en del høringssvar imod byggeri på grunden, og da grunden ligger inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen for den fredede byvold valgte Udvalget for Plan og Teknik at indgå dialog med henholdsvis de lokale foreninger og dels Slots- og Kulturstyrelsen om tilpasning af lokalplanen, så der kunne tages størst muligt hensyn til fortidsmindet.
På baggrund af denne dialog samt dialog med en potentiel udvikler, er der nu udarbejdet et nyt forslag til lokalplan for boliger, der skaber bedre indsigt til byvolden, men stadig giver mulighed for byggeri i tre etager indrettet med omkring 15 boliger.
Udvalget for Plan og Teknik havde lokalplanforslaget på dagsordenen forleden og anbefaler, at det sendes i offentlig høring, og at der holdes borgermøde om planerne den 8. oktober.
REGION SYDDANMARK
VESTER NEBEL
Boliger
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune har vedtaget lokalplan 0641-11 Ved Donsvej og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat bygherre, og den giver mulighed for etablering af et boligområde med enfamiliehuse og enkelte tæt-lave boliger i form af klynge-, række- dobbelt- og kædehuse.
CHRISTIANSFELD
Seniorbofællesskab
Med udgangspunkt i omkring 30 indkomne projektforslag fra boligorganisationerne til nye almene boligprojekter, besluttede Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune tilbage i december sidste år, at der skulle arbejdes videre med fem af forslagene. Et af dem var et forslag fra Tyrstrup Andelsboligforening af 1955 om opførelse af 17 nye seniorboliger i Skovparken i Christiansfeld, og dette projekt blev principgodkendt af Plan-, Bolig- og Miljøudvalget forleden.
De 17 nye boliger skal ifølge planerne etableres på et areal, hvor der i dag ligger 18 almene familieboliger tilhørende Tyrstrup Andelsboligforenings afdeling 1. Boligerne har massive byggetekniske udfordringer, hedder det i mødereferatet, og som et led i gennemførslen af en allerede godkendt helhedsplan for afdelingen er Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ansøgt om at godkende en nedrivning af boligerne.
Det samlede boligareal anslås at udgøre cirka 1.522 kvm og boligerne forventes opført i forskellige størrelser med en gennemsnitlig boligstørrelse på cirka 90 kvm. Boligerne opføres alle som tæt-lavt byggeri i form af rækkehuse med to til fire boliger i hver klynge. Alle boligerne indrettes efter principper for tilgængelighed, og der etableres en carport på cirka 15 kvm og et skur på cirka fem kvm til hver bolig.
REGION MIDTJYLLAND
HAMMEL
Varmepumpe
Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune har godkendt et projektforslag fra Hammel Fjernvarme for en el-drevet luft-vand varmepumpe.
Hammel Fjernvarme ønsker at etablere en el-drevet 1 MW luft-vand varmepumpe. Med etablering af varmepumpen vil det være muligt for Hammel Fjernvarme at øge varmesalget til gartneriet Knud Jepsen A/S. Samtidig kan man øge transmissionen af varme til Hinnerup Fjernvarme, hvormed der kan spares brændsler ved begge modtagere i form af henholdsvis naturgas og halm.
BJERRINGBRO
Hotel, butik og boliger
Viborg Byråd har vedtaget lokalplan nr. 505 for et centerområde syd for Østergade i Bjerringbro og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om at give mulighed for opførelse af ny bebyggelse på den tidligere slagterigrund i Bjerringbro på baggrund af et konkret projekt.
Det nye plangrundlag gør det muligt at skabe et centerområde med mulighed for butikker, liberale erhverv, restauration og hotel, samt boliger i etage og tæt-lave bebyggelser.
VIBORG
Byudvikling
Viborg Byråd har vedtaget, at der skal ske byudvikling øst for Viborg by, og i den forbindelse er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg for byudvikling i Taphede øst for Viborg by - etape 1. Forslaget blev forleden godkendt af Viborg Byråd med henblik på offentlig høring i otte uger.
Forslag til kommuneplantillægget omfatter et areal til knap 1.000 boliger samt areal til offentlig formål og serviceerhverv.
HERNING
Etageboliger
Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune har givet Christian Langhoff Jeppesen, Videbæk, tilladelse til opførelse af fire etageboliger i et eksisterende boligområde på Kaj Munks Vænget 27 i Herning.
REGION NORDJYLLAND
BRØNDERSLEV
Etagebebyggelse
Brønderslev Byråd har godkendt forslag til lokalplan 01-C-26.01 Centerområde, hjørnet af Algade og Torvet, Brønderslev og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen giver mulighed for, at der på ejendommen kan opføres en ny etagebebyggelse i fem etager, der i stueetage alene må indrettes til parkeringsarealer og mod Algade skal der indrettes erhverv i form af detailhandel som udvalgsvarehandel, restauration, frisør og lignende serviceerhverv. Bebyggelsens samlede etageareal må maksimalt udgøre 4.620 kvm, hvilket svarer til en bebyggelsesprocent på 300 beregnet for lokalplanområdet som helhed.
Nye byggeopgaver på ve
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hillerød, Stege, Vester Nebel, Christiansfeld, Hammel, Bjerringbro, Viborg, Herning og Brønderslev