Sønderborg er en af de kommuner, der har hævet beløbsgrænsen for arbejdsgarantier fra 2018 til 2019.
I 2018 var kommunens beløbsgrænse 500.000 kr., men i år kommer arbejdsgarantier først på tale ved projekter med en entreprisesum på en mio. kr.
Om beslutningen forklarer formand for Sønderborg Kommunes erhvervsudvalg, Gerhard Bertelsen (Slesvigsk Parti), at det hænger sammen med kommunens ønske om at være erhvervsvenlig.
- Det er en af byggestenene i vores erhvervsvenlighed. Vi ønsker at gøre betingelserne så lempelige som muligt. Derfor er vi startet med at fjerne afgifter, og så har vi også set på grænsen for garantistillelse, siger han.
- Selvom vi har en dejlig placering, så bliver det nemmere at tiltrække virksomheder des bedre vilkår, vi har, fortsætter han.
Ser ingen ulemper
Han fortæller, at kommunen er dykket ned i, om de har haft brug for garantierne ved de mindre kontrakter, hvilket ikke er tilfældet. Og derudover henviser han til anbefalingen om en grænse på en mio. kr. i AB18.
- Hvis det anbefales, så gør vi det, siger han og fortsætter:
- Vi kan ikke se ulemper ved at gøre det.
Sønderborg: Derfor har vi sat grænsen op
Et ønske om at forbedre erhvervsvenligheden har fået Sønderborg Kommune til at hæve grænsen for, hvornår de bringer arbejdsgarantier til bordet