REGION NORDJYLLAND
THISTED
Butikker
Thisted Kommunalbestyrelse har besluttet at sende et debatoplæg om udvidelse af Aflastningsområdet Thisted Øst i høring i fire uger, inden der udarbejdes plangrundlag for en udvidelse af området.
Teknik og Erhverv har modtaget flere henvendelser fra udvalgsvarekæder, der ønsker at etablere store udvalgsvarebutikker i Thisted, og der efterspørges mere areal, end der allerede er udlagt.
En udvidelse af Aflastningsområde Thisted Øst kræver udarbejdelse af et kommuneplantillæg med tilhørende redegørelse. Et nyt butiksprojekt, som Teknik og Erhverv har fået henvendelse om, kræver samtidig udarbejdelse af en lokalplan.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Sports- og kulturcampus
Aarhus Byråd vedtog på sit seneste møde Lokalplan 1097, Sports- og Kulturcampus i Gellerup, Brabrand endeligt.
Sports- og kulturcampus-projektet er en videreudvikling af ’Dispositionsplan for Gellerupparken + Toveshøj, Ny multifunktionel bydel i Aarhus’, vedtaget af Aarhus Byråd i 2011. Området udvikles i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, og formålet er at skabe et nyt samlingspunkt i Aarhus inden for bevægelse, kultur og ophold.
Lokalplanen for campuset tager udgangspunkt i vinderforslaget fra den arkitektkonkurrence om campusområdet, der tidligere er gennemført, og den er byggeretsgivende for opførelse af bibliotek/samlingshus, bevægelseshus og Verdenspladsen.
Arkitektkonkurrencen blev vundet af et team med Schmidt, Hammer og Lassen, Masu Planning, Loop Arkitekter og Cowi.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Etageboliger
Holbæk Kommune gennemfører i øjeblikket en forhøring forud for lokalplanlægning for nye etageboliger i gårdrummet i karrébebygglsen i Ahlgade 6-8.
Holbæk Kommune gennemfører ligeledes en forhøring forud for lokalplanlægning for en etageboligbebyggelse på Lundemarksvej 24.
Lokalplanlægningen sættes i gang på baggrund af en ansøgning om a få mulighed for at opføre 40-50 etageboliger med tilhørende parkering samt opholds- og legearealer på Lundemarksvej.
NÆSTVED
Garage- og værkstedsfaciliteter
Næstved byråd har sagt ja til at frigive et rådighedsbeløb på 5 mio. kr. til ombygning af garage- og værkstedsfaciliteter til Thurøvej 5, hvor Næstved Park & Vej holder til.
Næstved Kommune mangler værkstedsfaciliteter til akut vedligehold af specielt større køretøjer i vintertjeneste. Det eksisterende værksted har ikke tilstrækkelig loftshøjde, og derfor har mekanikerne hidtil måttet arbejde udendørs på de store lastbiler og traktorer.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Thisted, Aarhus, Holbæk og Næstved